Edderkopaber (Ateles), også kaldet edderkoppeaber, er en slægt af primater i familien Atelidae. Disse dyr er med deres lange lemmer og den lange gribehale tilpasset et liv i træerne. Slægten omfatter syv arter, der findes i Mellem- og Sydamerika.
Den gyldne edderkopabe (Ateles geoffroyi) er en art i slægten edderkopaber blandt vestaberne. Den findes i tropisk regnskov og mangrovesumpe i det sydlige Mexico og Mellemamerika, hvor den lever af frugter, blade og blomster.