Østersøen
62 arter
Østersøen, også kaldet det Baltiske Hav, er et indhav i Nordeuropa som omgives af Danmark, Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Rusland, Finland og Sverige, der ved Øresund, Storebælt og Lillebælt forbindes med Kattegat. Det er verdens største brakvandssø,[kilde mangler] og opdeles normalt i hovedområderne Botniske Bugt, Finske Bugt, Rigabugten og den egentlige Østersø, der er den indre del af Østersøen dækkende området omkring Bornholm samt Øland og Gotland.
Østersøen forbindes med Nordsøen via Lille Bælt, Store Bælt og Øresund gennem Kattegat og Skagerrak. Der er en kunstig gravet forbindelse til Vesterhavet gennem Kielerkanalen, der fører fra Kielerfjorden til Elbe-mundingen som løber ud i Nordsøen, og til Hvidehavet via Hvidehavskanalen. Østersøen begrænses mod Øresund af en linje mellem Falsterbo Pynt og Stevns Fyr, mod Storebælt af en linje mellem Kappel Kirke på Lollands vestligste punkt og Gulstav på Langelands sydligste punkt, og mod Lillebælt af en linje mellem Vejsnæs Nakke på Ærøs sydligste punkt og Pøls Hug på det sydøstlige Als. Den danske øgruppe, undtagen Bornholm, begrænses således af Østersøen mod syd og sydøst. Da Østersøen er omgivet af land på næsten alle sider og har en meget uregelmæssig form, har den mindre karakter af et hav end af en stor indsø.
Østersøen har et areal på 415.000 kvadratkilometer, afvander et areal på cirka 1.721.000 kvadratkilometer, og har en største dybde på459 meter. Større øer i Østersøen: Gotland, Øland, Bornholm, Femern, Rügen, Dagø (Hiiumaa), Øsel (Saaremaa) og Åland.
Østersøens økosystem
Østersøen er et havøkosystem som i lighed med mange andre er stærkt påvirket af mennesker, blandt andet gennem jordbrug og fiskeri. Nogle problemer som har fået speciel opmærksomhed i nutiden er overgødning, overfiskeri og miljøgifte. Det er samtidig et grønt hav med meget brakvand med lav vandgennemstrømning og et relativt lille antal arter, noget som gør det til et specielt følsomt og sårbart økosystem.
Østersøen blev i den sidste del af 1900-tallet ramt af en betydelig overgødskning gennem tilførsel af næringsstoffer. Når næringsstoffer tilføres øger algetilvæksten, som efterhånden resulterer i at dødt organisk materiale falder til bunden. Der forbruges oksygenet af nedbrydere, og Hypoxi (iltmangel) opstår. I det iltfattige miljø frigives tidligere bundet fosfor fra sedimentet, noget som forværrer algeopblomstringerne. Desuden ligger vandet i Østersøen i to sigt med lidt blanding. Øverst ligger vand med lav saltindhold og under dette ligger et mere saltholdigt vandlag. Grænsesigtet mellem det ferske og salte vand ved cirka 75 meters dybde kaldes haloklin.
Østersøen blev i 2004, sammen med 146 andre områder i verdenshavene herunder også Kattegat, udpeget til "død zone" af FN's miljøprogram (UNEP) på grund af den store tilførsel af kvælstof og det deraf følgende og tilbagevendende iltsvind. Østersøen vedbliver at være verdens største døde zone på 70.000 kvadratkilometer.
Østersøen, også kaldet det Baltiske Hav, er et indhav i Nordeuropa som omgives af Danmark, Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Rusland, Finland og Sverige, der ved Øresund, Storebælt og Lillebælt forbindes med Kattegat. Det er verdens største brakvandssø,[kilde mangler] og opdeles normalt i hovedområderne Botniske Bugt, Finske Bugt, Rigabugten og den egentlige Østersø, der er den indre del af Østersøen dækkende området omkring Bornholm samt Øland og Gotland.
Østersøen forbindes med Nordsøen via Lille Bælt, Store Bælt og Øresund gennem Kattegat og Skagerrak. Der er en kunstig gravet forbindelse til Vesterhavet gennem Kielerkanalen, der fører fra Kielerfjorden til Elbe-mundingen som løber ud i Nordsøen, og til Hvidehavet via Hvidehavskanalen. Østersøen begrænses mod Øresund af en linje mellem Falsterbo Pynt og Stevns Fyr, mod Storebælt af en linje mellem Kappel Kirke på Lollands vestligste punkt og Gulstav på Langelands sydligste punkt, og mod Lillebælt af en linje mellem Vejsnæs Nakke på Ærøs sydligste punkt og Pøls Hug på det sydøstlige Als. Den danske øgruppe, undtagen Bornholm, begrænses således af Østersøen mod syd og sydøst. Da Østersøen er omgivet af land på næsten alle sider og har en meget uregelmæssig form, har den mindre karakter af et hav end af en stor indsø.
Østersøen har et areal på 415.000 kvadratkilometer, afvander et areal på cirka 1.721.000 kvadratkilometer, og har en største dybde på459 meter. Større øer i Østersøen: Gotland, Øland, Bornholm, Femern, Rügen, Dagø (Hiiumaa), Øsel (Saaremaa) og Åland.
Østersøens økosystem
Østersøen er et havøkosystem som i lighed med mange andre er stærkt påvirket af mennesker, blandt andet gennem jordbrug og fiskeri. Nogle problemer som har fået speciel opmærksomhed i nutiden er overgødning, overfiskeri og miljøgifte. Det er samtidig et grønt hav med meget brakvand med lav vandgennemstrømning og et relativt lille antal arter, noget som gør det til et specielt følsomt og sårbart økosystem.
Østersøen blev i den sidste del af 1900-tallet ramt af en betydelig overgødskning gennem tilførsel af næringsstoffer. Når næringsstoffer tilføres øger algetilvæksten, som efterhånden resulterer i at dødt organisk materiale falder til bunden. Der forbruges oksygenet af nedbrydere, og Hypoxi (iltmangel) opstår. I det iltfattige miljø frigives tidligere bundet fosfor fra sedimentet, noget som forværrer algeopblomstringerne. Desuden ligger vandet i Østersøen i to sigt med lidt blanding. Øverst ligger vand med lav saltindhold og under dette ligger et mere saltholdigt vandlag. Grænsesigtet mellem det ferske og salte vand ved cirka 75 meters dybde kaldes haloklin.
Østersøen blev i 2004, sammen med 146 andre områder i verdenshavene herunder også Kattegat, udpeget til "død zone" af FN's miljøprogram (UNEP) på grund af den store tilførsel af kvælstof og det deraf følgende og tilbagevendende iltsvind. Østersøen vedbliver at være verdens største døde zone på 70.000 kvadratkilometer.
