Azovske Hav
3 arter
Det Azovske Hav er et indhav adskilt fra Sortehavet af Krimhalvøen. Det Azovske Hav er forbundet med Sortehavet via Kertjstrædet. Både Ukraine og Rusland har kyst ud til havet.
Det Azovske Hav er det laveste hav i verden med en gennemsnitsdybde på kun 7 meter. Det er 340 km langt og 135 km bredt og har et areal på 37.555 km². Havet er formentligt opkaldt efter byen Azov som ligger i Don-flodens delta i nordøst. Mange mindre floder løber ud i havet, men de store floder Don og Kuban i henholdsvis nordøst og sydøst, dominerer. Det ferske vand fra flodtilløbene bevirker at vandet i Det Azovske Hav har en lav salinitet og floderne medbringer store mængder silt. Silten danner blandt andet flere store sandbanker, hvoraf den 110 kilometer lange Arabatlandtange i vest er den største. Arabat forbinder Krim-halvøen med Kherson oblast og inddæmmer lagune- og marsk-området Sivash, som modsat Azovhavet er meget saltholdig.
De vigtigste havne ved havet er Berdjansk, Mariupol, Rostov ved Don, Taganrog og Jejsk. To kanaler forbinder skibstrafik til det Azovske Hav; Volga-Don kanalen og en forbindelse til det Kaspiske Hav gennem Kuma-Manytj-Kanalen. Der er vigtige fiskebanker i Det Azovske Hav og der søges efter olie og naturgas.
Naturen
Det Azovske Hav har et varieret marint liv med 180 registrerede fiskearter (inklusiv underarter) og over 300 arter af hvirvelløse dyr, men som følge af det lave saltindhold, er biodiversiteten dog ikke så stor som i det mere saltholdige Sortehav eksempelvis. Den biologiske produktivitet er derimod usædvanlig høj og det Azovske Hav har været kendt for sine righoldige fiskebestande langt tilbage i tiden. Den høje produktivitet skyldes delvist en stor forekomst af alger, som farver havet grønligt, og plankton. Som følge af store temperaturudsving og kraftige sæsonbetonede vinde, bliver det lave vand i havet opblandet og iltet godt igennem, og det er først i nyere tid at eutrofiering og iltsvind (hypoxi) på visse dele af havbunden er påvist.
De mange fiskearter i Det Azovske Hav omfatter både stand og trækfisk. Nogle arter trækker op i de ferske floder for at gyde, men lever ellers deres liv i havets brakvand. Flere arter af stør er feks. naturligt hjemmehørende i Det Azovske Hav. Andre arter lever hele deres livscyklus i havet, mens en tredje gruppe er trækfisk fra det mere salte Sortehav, som enten trækker op i Azovhavet for at gyde, eller forvilder sig derind med tidevandsstrømmen eller når saliniteten indimellem forhøjes i de sydlige dele. Halvtreds af de fiskearter som er tilknyttet Azovhavet klassificeres som sjældne, mens 19 arter er sårbare eller direkte truede.
Kysterne langs Azovhavet er præget af marsk og rørsumpe. De understøtter et rigt fugleliv.
Det Azovske Hav er et indhav adskilt fra Sortehavet af Krimhalvøen. Det Azovske Hav er forbundet med Sortehavet via Kertjstrædet. Både Ukraine og Rusland har kyst ud til havet.
Det Azovske Hav er det laveste hav i verden med en gennemsnitsdybde på kun 7 meter. Det er 340 km langt og 135 km bredt og har et areal på 37.555 km². Havet er formentligt opkaldt efter byen Azov som ligger i Don-flodens delta i nordøst. Mange mindre floder løber ud i havet, men de store floder Don og Kuban i henholdsvis nordøst og sydøst, dominerer. Det ferske vand fra flodtilløbene bevirker at vandet i Det Azovske Hav har en lav salinitet og floderne medbringer store mængder silt. Silten danner blandt andet flere store sandbanker, hvoraf den 110 kilometer lange Arabatlandtange i vest er den største. Arabat forbinder Krim-halvøen med Kherson oblast og inddæmmer lagune- og marsk-området Sivash, som modsat Azovhavet er meget saltholdig.
De vigtigste havne ved havet er Berdjansk, Mariupol, Rostov ved Don, Taganrog og Jejsk. To kanaler forbinder skibstrafik til det Azovske Hav; Volga-Don kanalen og en forbindelse til det Kaspiske Hav gennem Kuma-Manytj-Kanalen. Der er vigtige fiskebanker i Det Azovske Hav og der søges efter olie og naturgas.
Naturen
Det Azovske Hav har et varieret marint liv med 180 registrerede fiskearter (inklusiv underarter) og over 300 arter af hvirvelløse dyr, men som følge af det lave saltindhold, er biodiversiteten dog ikke så stor som i det mere saltholdige Sortehav eksempelvis. Den biologiske produktivitet er derimod usædvanlig høj og det Azovske Hav har været kendt for sine righoldige fiskebestande langt tilbage i tiden. Den høje produktivitet skyldes delvist en stor forekomst af alger, som farver havet grønligt, og plankton. Som følge af store temperaturudsving og kraftige sæsonbetonede vinde, bliver det lave vand i havet opblandet og iltet godt igennem, og det er først i nyere tid at eutrofiering og iltsvind (hypoxi) på visse dele af havbunden er påvist.
De mange fiskearter i Det Azovske Hav omfatter både stand og trækfisk. Nogle arter trækker op i de ferske floder for at gyde, men lever ellers deres liv i havets brakvand. Flere arter af stør er feks. naturligt hjemmehørende i Det Azovske Hav. Andre arter lever hele deres livscyklus i havet, mens en tredje gruppe er trækfisk fra det mere salte Sortehav, som enten trækker op i Azovhavet for at gyde, eller forvilder sig derind med tidevandsstrømmen eller når saliniteten indimellem forhøjes i de sydlige dele. Halvtreds af de fiskearter som er tilknyttet Azovhavet klassificeres som sjældne, mens 19 arter er sårbare eller direkte truede.
Kysterne langs Azovhavet er præget af marsk og rørsumpe. De understøtter et rigt fugleliv.
