Fåret, Tamfår
Fåret (Ovis aries), også kaldt tamfår, er et drøvtyggende pattedyr, der typisk holdes som husdyr. Fårets unger kaldes lam. Et ungt hunfår, der endnu ikke har fået lam kaldes et gimmerlam. Hannen kaldes for vædder. En bede er en kastreret vædder. At ilæmme et får betyder at bedække det. Fåret er drægtigt i fem måneder og læmmer normalt om foråret et til to lam. Det klippes en eller to gange årligt og giver 2-10 kilo uld afhængig af race. Ulden bruges til strikkegarn og filtning.
Sandsynligvis nedstammer fåret fra den vildtlevende muflon i Europa og Asien. Fåret holdes for dets uld, kød og mælk og regnes for et af de tidligst domesticerede husdyr. Ulden fra får er den mest anvendte form for dyrefiber. Får har stadig stor betydning som leverandør af uld og kød. Får holdes undertiden også for dets skind eller mælk. Som husdyr er får udbredt i det meste af verden og har været af afgørende betydning for mange civilisationer. I moderne tid forbindes især Australien, New Zealand, landene i det sydlige og centrale Sydamerika og de Britiske Øer med fåreavl.
Hunnen vejer normalt 45-100 kilo og vædderen 45-160 kilo. Efter at alle mælketænder er kommet frem, har et får 20 tænder. Voksne får har 32 tænder. Som hos andre drøvtyggere bider de forreste tænder i underkæben mod et hårdt tandløst område i overkæben. Disse tænder bruger fåret til at plukke planteføden, hvorefter de bageste tænder maler den, inden den sluges. Der er otte af disse forreste tænder blandt drøvtyggere, men der er uenighed om, hvorvidt disse bør kaldes otte fortænder eller seks fortænder og to hjørnetænder formet som fortænder. Det betyder, at tandformlen enten er 0.0.3.34.0.3.3 eller 0.0.3.33.1.3.3. Der findes et stort mellemrum mellem for- og kindtænder. I de første år af et fårs liv er det muligt at beregne dets alder ud fra de forreste tænder, idet et par mælketænder hvert år udskiftes til de større, blivende tænder. Alle de forreste tænder er udskiftet i en alder af omkring fire år. De forreste tænder mistes herefter i takt med, at fåret ældes. De færre tænder gør det sværere for fåret at æde, hvilket går ud over fårets helbred og produktivitet. Af denne grund svækkes får, der går på en normal græsgang, langsomt fra fireårsalderen. Får bliver normalt op til 10-12 år gamle, enkelte bliver helt op til 20 år.
Får følger hver dag et fast aktivitetsmønster, hvor der søges føde fra daggry til skumring med sporadiske pauser for at hvile og tygge drøv. Ideelle græsgange for får er ikke plænelignende græs, men en græsgang, der består af en række forskellige græs-arter, ærteplanter og andre urteagtige planter. Der findes i det meste af verden almindelige planter, der er giftige for får, fx arter af slægterne kirsebær, eg, taks og rhododendron samt rabarber og kartoffel.
Får er flokdyr og meget sociale. En stor del af fårs adfærd kan forstås med dette i mente. Fårs indbyrdes hierarki og naturlige tilbøjelighed til at følge en leder til nye græsgange var de vigtigste grunde til, at får blev et af de første husdyr. I modsætning til kronhjort og gazelle (to andre hovdyr af stor vigtighed med hensyn til deres kød i menneskets forhistorie) forsvarer får ikke territorier, selv om de har et område, hvori de dagligt bevæger sig. Alle får har en tendens til samle sig nær andre flokmedlemmer, selv om denne adfærd varierer efter race. Får kan blive stressede, hvis de adskilles fra deres flok. I flok har får en stærk tendens til at følge flokken, og en leder kan blot være det første individ, der flytter sig. I flokke er beslægtede individer oftest nærmest hinanden, og i flokke med flere racer dannes ofte undergrupper af samme race. I større flokke bevæger et moderfår sig ofte sammen med dets direkte efterkommere.
Flokadfærd hos får udvises generelt kun i grupper af fire eller flere individer. Idet fåret er et bytte for rovdyr, er dets primære forsvarsmekanisme at flygte ved fare. Får, der trænges op i en krog, kan angribe og stange eller true ved at stampe med hovene og stille sig i en aggressiv positur. Dette gælder især for moderfår med nyfødte lam.
I områder uden naturlige fjender udviser ingen af de hjemmehørende racer en stærk flokadfærd.
Fåreholdere udnytter fårs flokadfærd til at holde dem samlet på græsgange uden indhegning og til nemt at kunne flytte dem. Fårehyrder kan til dette anvende hyrdehunde, hvis særligt fremavlede evner kan hjælpe, når flokke skal flyttes.
Får er føde-orienterede, og deres forbindelse med mennesker med regelmæssig fodring resulterer ofte i, at de tigger om mad. Når får flyttes, kan dette udnyttes til at lede dem ved hjælp af spande med mad snarere end ved at tvinge dem på anden vis.
Får er udelukkende planteædende pattedyr. De fleste fåreracer foretrækker græs og andre korte fiberrige planter og undgår højere, forveddede planter, der gerne ædes af geder. Både geder og får anvender læber og tunge til at udvælge de dele af planten, der er nemmest at fordøje eller rummer mest næring. Får græsser dog godt på græsgange af monokultur, hvor geder klarer sig dårligt. Som alle drøvtyggere har får et kompliceret fordøjelsessystem med fire maver, der tillader dem at nedbryde cellulosen fra stængler, blade og frøhylstre til simplere kulhydrater.
Når får græsser, tygges planterne til en bolle kaldet en bolus, der derefter ender i vommen via netmaven. Vommen er et cirka 20-40 liter stort organ, hvor føden gæres (fermenteres). De fermenterende organismer omfatter bakterier, svampe og protozoer. Andre vigtige organismer i vommen omfatter arkæer, der producerer metan af kuldioxid. Bolus gylpes indimellem tilbage til munden for yderligere at blive tygget og blandet med spyt. Denne drøvtygning tillader drøvtyggere at græsse hurtigt om morgenen og vente med at tygge og fordøje føden til senere på dagen. Dette er mere sikkert end at græsse, hvilket kræver at hovedet sænkes, så dyret bliver sårbart i forhold til rovdyr, i modsætning til drøvtygning.
Staldfoder omfatter blandt andet hø, ofte i løbet af vintermånederne.
Ligesom hos andre flokdyr parrer en enkelt han (vædderen) sig med en gruppe af hunner. Vædderen er enten valgt af opdrætteren eller har etablereret sig selv som den dominerende han ved fysisk konfrontation med andre hanner (i vilde bestande). De fleste får yngler kun på bestemte tider af året, selv om nogle kan gøre det året rundt. Hunfår bliver generelt kønsmodne seks til otte måneder gamle, og hanfår generelt når de er fire til seks måneder. Men der er undtagelser. For eksempel kan hunnen hos racen Finuld (fra Finland) blive kønsmoden allerede i en alder af tre til fire måneder, og Merinofår så sent som, når de er 18-20 måneder gammle.
Hunfår kommer i brunst cirka hver 17. dag, hvor de udsender lugte og viser deres parringsvillighed ved en særlig adfærd over for vædderen.
Hos vilde får kan vædderne kæmpe mod hinanden i parringstiden for at afgøre, hvem der må parre sig med hunnerne. Væddere kan også kæmpe uden for parringstiden, især hvis de er ubeslægtede, for at etablere dominans. Væddere kan slå hinanden ihjel, hvis de får lov til at gå frit. I parringstiden kan ellers fredelige væddere blive aggressive over for mennesker på grund af deres forøgede hormon-niveauer.
Efter parringen har får en drægtighedsperiode på omkring fem måneder. En normal fødsel varer mellem en og tre timer. Selv om større kuld ses hos nogle racer, så fødes normalt et eller to lam.
