Island
350 arter
Island er en nordisk europæisk østat, der ligger, hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg.
Geografi
Island ligger, hvor det nordlige Atlanterhav møder Ishavet. Hovedøen ligger lige akkurat under polarcirklen, som går gennem den lille islandske ø Grimsey, der ligger ud for nordsiden af hovedøen. Landet ligger mellem 63 og 67° N og 25 og 13° V.
Selv om Island ligger tættere på Grønland, der hører til Nordamerika, ligger landet nærmere Kontinentaleuropa end det kontinentale Nordamerika. Man regner typisk landet til Europa af historiske, politiske, kulturelle og praktiske grunde. Geologisk set indeholder landet dele af begge kontinentalpladerne. Det landområde, der ligger tættest på Island, er det østlige Grønland (287 km). Af europæiske landområder ligger Færøerne i en afstand af 420 km, Jan Mayen 550 km, Shetlandsøerne og Ydre Hebrider omkring 470 km, det skotske fastland og Orkney 798 km, mens det norske fastland ligger cirka 970 km væk.
Island er verdens attendestørste ø og den næststørste i Europa efter Storbritannien. Hovedøens areal er 101.826 km², mens hele landets areal er på 103.001 km², hvoraf 62,7 % er tundra. Der findes 30 mindre øer i Island, heriblandt den tyndtbefolkede Grimsey samt øgruppen Vestmannaeyjar. Af landets areal er 14,3 % søer og gletsjere, mens kun lidt over 25 % er stabilt bevokset. De største søer er Þórisvatn (et reservoir) på 83-88 km² og Þingvallavatn på 82 km²; andre større søer er Lagarfljót og Mývatn, mens Jökulsárlón er den dybeste med 248 m.
Geologisk set er Island en del af den midtatlantiske ryg, langs hvilken oceanbundspladen forløber og danner ny plader. Denne del af oceanryggen oven på et sted med en søjleagtig opstigning af bjergarter ("mantle plume"), hvilket er med til at sikre, at Island ligger over havoverfladen. Ryggen udgør grænsen mellem den Eurasiske og den Nordamerikanske Plade, og Island blev dannet ved en løsrivelse og en akkretion (tilvækst af materiale) som følge af vulkansk aktivitet langs ryggen.
En lang række fjorde giver en takket kystlinje, der er 4.970 km lang, og det er langs kysten, at størstedelen af befolkningen bor. Indlandet på øen er koldt og ubeboeligt, da det består af en kombination af sand, bjerge og lavaområder. De største byer er hovedstaden Reykjavik sammen med de nærtliggende Kópavogur, Hafnarfjörður og Garðabær; dertil kommer Reykjanesbær, i hvis nærhed landets internationale lufthavn, Keflavík, ligger, samt Akureyri på nordkysten. Island har tre nationalparker: Vatnajökull, Snæfellsjökull og Þingvellir. Landet regnes for at være stærkt til naturbeskyttelse og lå på en trettendeplads på Yale-universitetets liste over miljøindsats for verdens lande i 2012.
Klima
Kysten på Island har subpolar kystklima. Den varme nordatlantiske strøm sikrer en generel højere årstemperatur end de fleste andre steder på den samme breddegrad på kloden. Andre områder på Jorden med tilsvarende klimatiske forhold finder man på Aleuterne, Alaskahalvøen og Ildlandet, men disse områder ligger alle tættere på Ækvator end Island. Trods øens relativt korte afstand til Nordpolen er kysten isfri gennem hele vinterperioden. Isskruninger er stort set et ukendt fænomen, der senest forekom på nordkysten i 1969.
Klimaet varierer noget mellem de forskellige dele af øen. Overordnet set er syddelen af øen varmere, fugtigere og mere forblæst end norddelen. Den centrale højslette er den koldeste del af øen. Lavtliggende indlandsområder mod nord er de tørreste dele. Snefald om vinteren er mere almindelig mod nord end mod syd.
Temperaturrekorderne ligger på henholdsvis 30,5 °C (målt i Teigarhorn på sydkysten 22. juni 1939) og -38 °C (målt i Grímsstaðir og Möðrudalur på nordøen et stykke fra kysten 22. januar 1918). Temperaturrekorderne for Reykjavik er på henholdsvis 26,2 °C målt 30. juli 2008 og -24,5 °C målt 21. januar 1918.
Gennemsnitstemperaturer i Reykjavik (1961–1990):
Gennemsnitstemperaturer i Akureyri (1961-1990):
Dyre- og planteliv
Der findes omkring 1.300 kendte insektarter i Island. Dette er et ret lavt tal sammenlignet med andre lande samt de over en million kendte på verdensplan. Den eneste oprindelige art af pattedyr, der fandtes, da der først kom mennesker til øen, er polarræven, som kom til øen i slutningen af istiden ved at vandre over det isdækkede hav. I sjældne tilfælde har man observeret flagermus på øen, båret dertil af vinden, men det er ikke muligt for dem at formere sig på stedet. Der kommer undertiden isbjørne svømmende til øen fra Grønland, men der findes ikke nogen islandsk population heraf. Der findes ingen fritlevende krybdyr eller padder på øen.
Omkring tre fjerdedele af Island er plantemæssigt gold. Det meste af resten består hovedsageligt af græsland, som anvendes til afgræsning af husdyr. Langs mange veje, hvor der er vand i nærheden, findes tætte bevoksninger af kvan. Det mest almindelige træ, der er naturligt hjemmehørende på øen, er Dun-Birk (Betula pubescens), som tidligere voksede som skove over store dele af øen sammen med Bævre-Asp (Populus tremula), almindelig røn (Sorbus aucuparia), almindelig ene (Juniperus communis) og andre småtræer.
Da landet blev beboet første gang, var det øjensynlig i stor udstrækning dækket af skov. I Íslendingabók fra det 12. århundrede beskriver Ari Þorgilsson øen som "dækket med skov fra bjerg til kyst". Den permanente bosættelse af mennesker forstyrrede det isolerede økosystem bygget op på et tyndt lag vulkansk jord med en beskeden artsdiversitet. Der blev i de følgende århundreder foretaget en kraftig skovhugst for at skaffe brænde og tømmer. Afskovning, forværrelse af klimaet under den lille istid samt overgræsning af får medførte erosion, som ødelagde det værdifulde øverste jordlag. I nutiden er mange gårde ganske enkelt forladt, fordi dyrkning af jorden ikke længere er rentabel, og tre fjerdele af øens areal er berørt af erosionen, heraf omkring en fjerdedel så voldsomt, at arealet er uopdyrkeligt. Det er blot nogle få klynger af birk, der står tilbage i disse isolerede områder. I de senere år har man plantet en del træer, men det er ikke i nærheden af at svare til den oprindelige skovmængde. Nogle af de skove, der plantes, indeholder også fremmedarter.
Af tamdyr i Island finder man får, kvæg, høns, geder, de hårdføre islandske heste og fårehunde. Der findes en stor mængde fiskearter i farvandene omkring Island, og fiskeindustrien har stor betydning for landets økonomi. Blandt de vilde pattedyr finder man ud over polarræven også mink, mus, rotter, kaniner og rensdyr. Fuglelivet er rigt og især havfuglene udgør en stor del af faunaen i landet. Lunder, kjover og rider er nogle af de arter, der yngler på klipperne ved kysterne.
Med mellemrum foretager islændingene kommerciel hvalfangst sammen med videnskabelig jagt på hvaler. Hvaludflugter er siden 1997 blevet en stadigt vigtigere del af den islandske økonomi.
Island er en nordisk europæisk østat, der ligger, hvor Nordatlanten møder Ishavet på den midtatlantiske ryg.
Geografi
Island ligger, hvor det nordlige Atlanterhav møder Ishavet. Hovedøen ligger lige akkurat under polarcirklen, som går gennem den lille islandske ø Grimsey, der ligger ud for nordsiden af hovedøen. Landet ligger mellem 63 og 67° N og 25 og 13° V.
Selv om Island ligger tættere på Grønland, der hører til Nordamerika, ligger landet nærmere Kontinentaleuropa end det kontinentale Nordamerika. Man regner typisk landet til Europa af historiske, politiske, kulturelle og praktiske grunde. Geologisk set indeholder landet dele af begge kontinentalpladerne. Det landområde, der ligger tættest på Island, er det østlige Grønland (287 km). Af europæiske landområder ligger Færøerne i en afstand af 420 km, Jan Mayen 550 km, Shetlandsøerne og Ydre Hebrider omkring 470 km, det skotske fastland og Orkney 798 km, mens det norske fastland ligger cirka 970 km væk.
Island er verdens attendestørste ø og den næststørste i Europa efter Storbritannien. Hovedøens areal er 101.826 km², mens hele landets areal er på 103.001 km², hvoraf 62,7 % er tundra. Der findes 30 mindre øer i Island, heriblandt den tyndtbefolkede Grimsey samt øgruppen Vestmannaeyjar. Af landets areal er 14,3 % søer og gletsjere, mens kun lidt over 25 % er stabilt bevokset. De største søer er Þórisvatn (et reservoir) på 83-88 km² og Þingvallavatn på 82 km²; andre større søer er Lagarfljót og Mývatn, mens Jökulsárlón er den dybeste med 248 m.
Geologisk set er Island en del af den midtatlantiske ryg, langs hvilken oceanbundspladen forløber og danner ny plader. Denne del af oceanryggen oven på et sted med en søjleagtig opstigning af bjergarter ("mantle plume"), hvilket er med til at sikre, at Island ligger over havoverfladen. Ryggen udgør grænsen mellem den Eurasiske og den Nordamerikanske Plade, og Island blev dannet ved en løsrivelse og en akkretion (tilvækst af materiale) som følge af vulkansk aktivitet langs ryggen.
En lang række fjorde giver en takket kystlinje, der er 4.970 km lang, og det er langs kysten, at størstedelen af befolkningen bor. Indlandet på øen er koldt og ubeboeligt, da det består af en kombination af sand, bjerge og lavaområder. De største byer er hovedstaden Reykjavik sammen med de nærtliggende Kópavogur, Hafnarfjörður og Garðabær; dertil kommer Reykjanesbær, i hvis nærhed landets internationale lufthavn, Keflavík, ligger, samt Akureyri på nordkysten. Island har tre nationalparker: Vatnajökull, Snæfellsjökull og Þingvellir. Landet regnes for at være stærkt til naturbeskyttelse og lå på en trettendeplads på Yale-universitetets liste over miljøindsats for verdens lande i 2012.
Klima
Kysten på Island har subpolar kystklima. Den varme nordatlantiske strøm sikrer en generel højere årstemperatur end de fleste andre steder på den samme breddegrad på kloden. Andre områder på Jorden med tilsvarende klimatiske forhold finder man på Aleuterne, Alaskahalvøen og Ildlandet, men disse områder ligger alle tættere på Ækvator end Island. Trods øens relativt korte afstand til Nordpolen er kysten isfri gennem hele vinterperioden. Isskruninger er stort set et ukendt fænomen, der senest forekom på nordkysten i 1969.
Klimaet varierer noget mellem de forskellige dele af øen. Overordnet set er syddelen af øen varmere, fugtigere og mere forblæst end norddelen. Den centrale højslette er den koldeste del af øen. Lavtliggende indlandsområder mod nord er de tørreste dele. Snefald om vinteren er mere almindelig mod nord end mod syd.
Temperaturrekorderne ligger på henholdsvis 30,5 °C (målt i Teigarhorn på sydkysten 22. juni 1939) og -38 °C (målt i Grímsstaðir og Möðrudalur på nordøen et stykke fra kysten 22. januar 1918). Temperaturrekorderne for Reykjavik er på henholdsvis 26,2 °C målt 30. juli 2008 og -24,5 °C målt 21. januar 1918.
Gennemsnitstemperaturer i Reykjavik (1961–1990):
Gennemsnitstemperaturer i Akureyri (1961-1990):
Dyre- og planteliv
Der findes omkring 1.300 kendte insektarter i Island. Dette er et ret lavt tal sammenlignet med andre lande samt de over en million kendte på verdensplan. Den eneste oprindelige art af pattedyr, der fandtes, da der først kom mennesker til øen, er polarræven, som kom til øen i slutningen af istiden ved at vandre over det isdækkede hav. I sjældne tilfælde har man observeret flagermus på øen, båret dertil af vinden, men det er ikke muligt for dem at formere sig på stedet. Der kommer undertiden isbjørne svømmende til øen fra Grønland, men der findes ikke nogen islandsk population heraf. Der findes ingen fritlevende krybdyr eller padder på øen.
Omkring tre fjerdedele af Island er plantemæssigt gold. Det meste af resten består hovedsageligt af græsland, som anvendes til afgræsning af husdyr. Langs mange veje, hvor der er vand i nærheden, findes tætte bevoksninger af kvan. Det mest almindelige træ, der er naturligt hjemmehørende på øen, er Dun-Birk (Betula pubescens), som tidligere voksede som skove over store dele af øen sammen med Bævre-Asp (Populus tremula), almindelig røn (Sorbus aucuparia), almindelig ene (Juniperus communis) og andre småtræer.
Da landet blev beboet første gang, var det øjensynlig i stor udstrækning dækket af skov. I Íslendingabók fra det 12. århundrede beskriver Ari Þorgilsson øen som "dækket med skov fra bjerg til kyst". Den permanente bosættelse af mennesker forstyrrede det isolerede økosystem bygget op på et tyndt lag vulkansk jord med en beskeden artsdiversitet. Der blev i de følgende århundreder foretaget en kraftig skovhugst for at skaffe brænde og tømmer. Afskovning, forværrelse af klimaet under den lille istid samt overgræsning af får medførte erosion, som ødelagde det værdifulde øverste jordlag. I nutiden er mange gårde ganske enkelt forladt, fordi dyrkning af jorden ikke længere er rentabel, og tre fjerdele af øens areal er berørt af erosionen, heraf omkring en fjerdedel så voldsomt, at arealet er uopdyrkeligt. Det er blot nogle få klynger af birk, der står tilbage i disse isolerede områder. I de senere år har man plantet en del træer, men det er ikke i nærheden af at svare til den oprindelige skovmængde. Nogle af de skove, der plantes, indeholder også fremmedarter.
Af tamdyr i Island finder man får, kvæg, høns, geder, de hårdføre islandske heste og fårehunde. Der findes en stor mængde fiskearter i farvandene omkring Island, og fiskeindustrien har stor betydning for landets økonomi. Blandt de vilde pattedyr finder man ud over polarræven også mink, mus, rotter, kaniner og rensdyr. Fuglelivet er rigt og især havfuglene udgør en stor del af faunaen i landet. Lunder, kjover og rider er nogle af de arter, der yngler på klipperne ved kysterne.
Med mellemrum foretager islændingene kommerciel hvalfangst sammen med videnskabelig jagt på hvaler. Hvaludflugter er siden 1997 blevet en stadigt vigtigere del af den islandske økonomi.
