Kaskelothvalen (latin: Physeter macrocephalus), eller blot kaskelot, er verdens største tandhval. Kaskelotten findes ved og udenfor kontinentalsoklen i de fleste have over hele verden. Hannerne kan blive op til 20 m og veje op til ca. 55 ton. Hunnerne bliver kun op til 13 m og vejer op til 20 ton.

Kaskelotter hører til blandt de dybest dykkende hvaler, og dykketider på over 1 time og dybder på 1000 meter eller mere er ikke usædvanligt for hannerne.

Kaskelothvalen er med sin store næse med spermacetorganet et aktivt jagende rovdyr, der på stor dybde finder og fanger sit bytte ved hjælp af lyd, på samme måde som man måler afstand og retning ved hjælp af ekkolod.

Udseende

Kaskelothvalen er den største af tandhvalerne og har kun tænder i underkæben. Hannerne bliver normalt 15 meter lange og vejer 41 ton som fuldvoksne, men individer på op til 20,5 meter og 57 ton er registreret. Hunnerne er betydeligt mindre og bliver normalt 11 meter lange med en vægt på 14 ton som fuldvoksne. Hovedet udgør mere end en tredjedel af kroppen og har en firkantet profil.Kaskelothvalens hjerne er sammen med spækhuggerens hjerne de største blandt alle pattedyr.Underkæben er meget smal og har 18-26 kegleformede tænder i hver kæbehalvdel. Hver tand vejer op til 1 kg. Blåsthullet sidder langt fremme på venstre side af "snuden", hvilket gør kaskelothvalen unik og let genkendelig.

Lufferne foran er korte og kantede, mens halefinnen er stor og kraftig og omkring 4-5 m bred. Kroppen er kompakt og farven varierer normalt fra brun til mørkegrå med lysere bugside. Albinisme er også kendt blandt kaskelothvaler.

Vaner og levevis

Det hænder, at kaskelothvaler strander ved de flade kyster. Det er uvist, hvorfor kaskelotterne strander, men en af teorierne går på, at de er ude af stand til at orientere sig i lavere vand. En del strandinger sker i området omkring Nordsøen (og lavere farvande med forbindelse til Nordsøen). Det er muligt, at kaskelothvalerne er ude af stand til at finde ud af lavere farvande som f.eks. Nordsøen, hvis de ved en fejl kommer ind mellem Norge og Skotland. Andre årsager kunne være sygdom, ændringer i Jordens magnetfelt eller andre usædvanlige naturforhold.

I Danmark strander kaskelothvalerne af og til ved de flade kyster, senest på Henne Strand i 2014. Flere strandinger er tidligere sket her, muligvis på grund af magnetiske forstyrrelser fra Ringkøbing-Fyn Højderyggen, udover de ovennævnte årsager. Største strandinger er sket på Rømø, hvor 16 kaskelotter, alle hanner, strandede i marts 1996 og igen 13 (også hanner) i december 1997. I 1770 strandede en kaskelothval (han) i Alrø Sund mellem Alrø og Hjarnø i Horsens Fjord. Dele af skelettet – stykker af rygsøjlen samt et ribben – opbevares på Glud Museum.

Levevis

Vand, Precocial, Svømme, Levendefødende, Kosmopolitisk, Rov

Sæsonbestemt adfærd

Migrerende

Føde og ernæring

Kaskelotter lever hovedsageligt af blæksprutter. Hvalen er udstyret med 18-30 spidse tænder i den spinkle underkæbe, som bruges til at fastholde byttet. Tænderne passer præcist op i huller i overkæben. Mange kaskelotter, specielt de store hanner, der dykker dybest, kan tage meget store blæksprutter, herunder kæmpeblæksprutter og kolosblæksprutter. Deres hovedføde er imidlertid mindre blæksprutter. I Nordatlanten udgør arten Gonatus fabricii tilsyneladende hovedparten af føden.

Føde Kødæder, Blød