Lille kobbersneppe (Limosa lapponica) er en vadefugl, der ses som almindelig trækgæst fra det nordlige Fennoskandinavien på vej til overvintring i Vestafrika eller langs Vesteuropas kyster, nogle få overvintrer også i Vadehavet.
Den lille kobbersneppe ligner stor kobbersneppe, men mangler de tydelige sort-hvide kontraster på vinger og hale. Desuden holdes kroppen vandret, når den går, mens stor kobbersneppe har en mere opret holdning. Stemmen er et gøende kirruk eller giv-giv.