Løven (latin: Panthera leo) er en af de fem store katte i slægten Panthera og et medlem af kattefamilien. Det er den næststørste nulevende katteart efter tigeren, hvor nogle hanner kan veje over 250 kg. Der findes vilde løver i det subsahariske Afrika og i Asien (hvor en truet bestand lever i Gir Forest National Park I Indien). Løverne forsvandt fra Nordafrika og Sydvestasien for mange år siden, men dog i historisk tid. Indtil slutningen af Pleistocæn, for omkring 10.000 år siden, var løven det mest udbredte landpattedyr efter mennesket. Den kunne findes i størstedelen af Afrika, igennem hele Eurasien fra det vestlige Europa til Indien, og i Amerika fra Yukon til Peru.
I naturen lever hanner sjældent mere end 10 til 14 år, da de skader de pådrager sig ved konstant at slås med andre hanner væsentligt reducerer deres levetid. I fangenskab kan de leve i mere end 20 år. Løven opholder sig typisk på savannen og på græssletter, selvom de kan søge til bushen og skove. Løver er usædvanligt sociale dyr sammenlignet med andre katte. En løveflok består af beslægtede hunner og unger, samt en mindre gruppe voksne hanner. Grupper af hunløver jager typisk sammen, og angriber normalt store hovdyr. Løver er øverst i fødekæden, og indgår som en vital del af økosystemet, selvom de også æder ådsler, hvis muligheden byder sig. Løver jager normalt ikke mennesker, selvom der har været eksempler på at det er sket.
Løven er en sårbar art, og bestanden i Afrika blev i løbet af de sidste to årtier af det 20. århundrede reduceret med 30-50 %. Løvebestande har svært ved at opretholde sig selv udenfor reservater og nationalparker. Selvom grunden til tilbagegangen ikke er fuldt forstået, så er tab af levesteder og konflikter med mennesker i øjeblikket de to største kilder til bekymring. Løver er blevet holdt i menagerier siden romerriget, og har været meget eftertragtede til fremvisning i zoologiske haver over hele verden siden slutningen af det 18. århundrede. Flere zoologiske haver samarbejder globalt i avlsprogrammer for den truede asiatiske underart.
Hanløven kan let genkendes på sin manke. Løven, især hannens hoved, er et af de bedst kendte dyresymboler i menneskelig kultur. Der eksisterer afbildninger helt tilbage fra den senpalæolitiske epoke, fra figurer og malerier fra Lascaux-hulerne og Chauvetgrotten til stort set alle oldtids- og middelalderkulturer hvor løven har levet. Løven er også blevet meget brugt i skulpturer, i malerier, på nationalflag, og i moderne film og litteratur.
Na
NatdyrNatdyr er betegnelsen for dyr, der hovedsageligt er aktive om natten. Tæller bl.a. slanger og flagermus. Hos de fleste natdyr er hørelsen mere velu...
Tu
TusmørkeDa
DagaktivÅd
ÅdselæderÅdselædere er dyr, der lever af andre døde dyr, som de ikke selv har slået ihjel. For eksempel regnes gribbe, sjakaler og spyfluer for ådselædere.D...
Hy
HyperkødædendeKø
KødæderLa
LandAl
AltriskFl
FlokjagendeBa
Bagholdsangribende rovdyrTo
ToprovdyrEt toprovdyr - også kaldet superrovdyr, topkonsument, er et rovdyr, der udgør det øverste led af en fødekæde.[uklar kilde] Toprovdyr defineres som ...
No
NomadeLa
LandRevir eller revier er i jagtterminologi betegnelsen for det jagtterræn, en jæger eller en gruppe jægere råder over. Ordet benyttes tilsvarende inde...
Le
LevendefødendePo
PolygyniDo
Dominans hierarkiSo
SocialIk
Ikke-migrerendeL
starter medAr
AristokraterHu
Hurtige dyrLøven er den højeste (målt ved skulderen) af kattedyrene, og er det næsttungeste kattedyr efter tigeren. Den er med sine kraftige ben, stærke kæbe og lange hjørnetænder i stand til at nedlægge og dræbe store byttedyr. Løvens kranie er næsten identisk med tigerens, selvom pandeområdet ofte er mere sammentrykt og fladt og med et lidt kortere postorbitalt område. Løvens kranie har bredere næseåbninger end tigeren. På grund af den store variation i kranier hos de to arter er det ofte kun strukturen af underkæben der kan bruges som effektiv indikator for arten. Løvens farve varierer fra lyst gulbrun til gullig, rødlig eller mørk okkerbrun. Undersiden er generelt lysere og haledusken er sort. Løveunger bliver født med brune øjepletter på deres krop, som til forveksling kunne minde om leopardens. Selvom disse gradvist forsvinder efterhånden som løverne vokser op, vil der af og til stadig kunne ses svage aftegninger af prikker på deres ben og underside, specielt hos løvinderne.
Løven er det eneste medlem af kattefamilien som udviser tydelig kønsdimorfisme — at hanner og hunner udseendemæssigt er meget forskellige. De har også specialiserede roller som hvert køn spiller i flokken. For eksempel mangler løvinden, der jager, hanløvens tykke, uhåndterlige manke. Manken lader til at hindre hannens evne til at være camoufleret hvis han skulle liste sig ind på et bytte, og overopheder ham i tilfælde af jagt. Farven på hannens manke varierer fra blond til sort, og bliver generelt mørkere efterhånden som løven bliver ældre.
Vægten for fuldvoksne løver ligger mellem 150–250 kg for hanner og 120–182 kg for hunner. Nowell og Jackson har rapporteret en gennemsnitsvægt på 181 kg for hanner og 126 kg for hunner. Løver varierer ofte i størrelse alt afhængig af deres miljø og område, hvilket resulterer i en stor spredning af dokumenteret vægt. For eksempel er løver i det sydlige Afrika generelt 5 procent tungere end løver i Østafrika.
Hoved og kropslængde er 170–250 cm for hanner og 140–175 cm for hunner; skulderhøjden er op til 123 cm hos hanner og 107 cm hos hunner. Halelængden er 90–105 cm hos hanner og 70–100 cm hos hunner. Den længste løve der kendes til var en sortmanket han skudt nær Mucsso i det sydlige Angola i oktober 1973; den tungeste løve man har kendt til i det fri var en menneskeæder skudt i 1936 udenfor Hectorspruit i det østlige Transvaal i Sydafrika – den vejede 313 kg. Løver i fangenskab bliver ofte større end vilde løver – den tungeste løve der kendes var en han i Colchester Zoo i England kaldt Simba i 1970, som vejede 375 kg.
Det tydeligste kendetegn som deles af både hanner og hunner er at halen ender i en behåret dusk. Hos nogle løver skjuler dusken en hård "pig" eller "spore", omtrent 5 mm lang, dannet fra en sammenslutning af de yderste dele af halebenet. Løven er det eneste kattedyr som har en dusket hale — hvad dusken og piggens funktion er vides ikke. Dusken, som mangler ved fødslen, vokser frem når løveungen er omkring 5½ måneder gammel, og kan tydeligt ses når den er 7 måneder.
I Afrika kan løver findes på savanner med spredte Acacia-træer, som bruges til skygge; deres levesteder i Indien er en blanding af tør savanneskov og meget tør løvfældende kratskov. I tidligere tider levede der løver over store dele af det sydlige Eurasien, fra Grækenland til Indien og det meste af Afrika med undtagelse af den centrale regnskov og Sahara-ørkenen. Således skrev Herodot eksempelvis om at løver var almindelige i Grækenland omkring 480 f. Kr.; de angreb pakkameler tilhørende den persiske konge Xerxes under hans march igennem landet. Aristoteles betragtede dem som sjældne i 300 f. Kr., og ved 100 e. Kr. var de udryddet. En bestand af den asiatiske løve overlevede i Kaukasus frem til det tyvende århundrede.
Arten blev udryddet i Palæstina i Middelalderen, og i det meste af resten af Asien efter skydevåben blev lettilgængelige i det 18. århundrede. Mellem det sene 19. og tidlige 20. århundrede blev de ligeledes udryddet i Nordafrika og Sydvestasien. Ved slutningen af det 19. århundrede var løven forsvundet fra Tyrkiet og det meste af Indien, mens der sidst blev set levende asiatiske løver i Iran i 1941 (mellem Shiraz og Jahrom i Fars), selvom der dog blev fundet ådsler fra en løvinde ved Karunflodens banker i Khuzestan i 1944. Efterfølgende har der ikke været nogle pålidelige rapporter fra landet. Underarten overlever nu kun i og omkring Gir-skoven i det nordvestlige Indien. Der lever omkring 300 løver i det 1.412 km² store reservat i Gujarat, som dækker det meste af skoven. Deres antal er langsomt stigende.
Løver bruger en stor del af deres tid på at hvile, og er inaktive i omkring 20 timer om dagen. Selvom løver kan være aktive når som helst, så stiger deres aktivitetsniveau generelt efter skumringen hvor de har social omgang, soignerer sig og har afføring. Efterfølgende har de med mellemrum perioder med aktivitet igennem nattetimerne frem til daggry, hvor jagten oftest finder sted. De bruger i gennemsnit to timer om dagen på at vandre og 50 minutter på at spise.
De fleste løvinder har fået unger i fireårsalderen. Løver parrer sig ikke på noget specifikt tidspunkt af året, og hunnerne kan komme i brunst flere gange på et år. Ligesom det er tilfældet med andre katte har hanløvens penis pigge som peger bagud. Ved udtrækningen af penis river piggene i hunnens vagina, hvilket kan give ægløsning. En løvinde kan parre sig med mere end en han, når hun er i løbetid; i løbet af et parringsforløb, som kan vare flere dage, parrer de sig tyve til fyrre gange om dagen og spiser ofte ikke. Løver reproducerer sig fint i fangenskab.
Den gennemsnitlige drægtighedsperiode er omkring 110 dage, hvorefter hunnen føder et kuld på en til fire unger i et afsidesliggende skjul (som kan være et krat, en hule eller et andet beskyttet sted) ofte væk fra resten af flokken. Hun vil ofte jage på egen hånd mens ungerne stadig er hjælpeløse, og blive relativt tæt på stedet hvor ungerne holder til. Ungerne selv er født blinde – deres øjne åbner sig ikke før omtrent en uge efter fødslen. De vejer 1,2 – 2,1 kg ved fødslen og er næsten hjælpeløse – de begynder at kravle en dag eller to efter fødslen og har normalt lært at gå når de er omkring tre uger gamle. Løvinden flytter sine unger til et nyt skjul flere gange om måneden ved at bære dem i nakkeskindet en efter en, for at undgå at lugten af ungerne bliver for kraftig i det samme skjul, hvilket ville kunne tiltrække andre rovdyr.
Normalt integrerer moderen ikke sig selv og sine unger i flokken igen, førend ungerne er seks til otte uger gamle. Somme tider sker denne introduktion til floklivet dog tidligere, specielt hvis andre løvinder har født omtrent samtidigt. Løvinder i en flok synkroniserer eksempelvis ofte deres reproduktionscyklusser så de kan samarbejde i opdragelsen og diegivningen af deres unger (når først ungerne er igennem den første tid isoleret med deres mor). Ungerne dier hos enhver hun i flokken, der giver mælk. Udover den større beskyttelse giver synkrone fødsler også den fordel at ungerne ender med at være omtrent samme størrelse, og har dermed en lige chance for overlevelse. Hvis en løvinde for eksempel føder et kuld unger nogle måneder efter en anden løvinde, vil de yngre unger, grundet deres mindre størrelse, normalt blive domineret af større unger ved måltider – og som følge deraf er der større sandsynlighed for at de yngre unger dør af sult.
Udover sult er der også mange andre farer for løveunger, såsom sjakaler, hyæner, leoparder, kampørne og slanger. Selv bøfler kan, hvis de får færten af løveunger, ofte trampe frem mod det buskads eller den hule hvor de holder til, og gøre deres bedste for at trampe ungerne ihjel mens de forsøger at holde løvinden på afstand. Ydermere dræber nye hanner ofte alle eksisterende unger hvis det lykkes dem at afsætte den dominerende han i en flok, måske fordi hunner ikke bliver frugtbare og modtagelige for parring før deres unger bliver voksne eller dør. Alt i alt dør op imod 80 % af ungerne før de bliver to år gamle.
Når de bliver introduceret til resten af flokken for første gang mangler ungerne til at begynde med selvtillid når de bliver konfronteret med andre voksne løver end deres mor. De begynder dog snart efter at blande sig i flokkens liv, og leger sammen eller forsøger at ville lege med de voksne løver. Løvinder med deres egne unger har større sandsynlighed for at tolerere andre løvinders unger end løvinder, der ikke selv har unger. Hanløvernes tolerance overfor unger varierer — nogle gange vil en han tålmodigt lade ungerne lege med hans hale eller hans manke, mens en anden kan snerre eller baske ungerne væk.
Fravænning sker efter seks-syv måneder. Hanløver bliver kønsmodne i treårsalderen, og når de bliver 4-5 år gamle er de i stand til at udfordre og afsætte voksne hanner i en anden flok. De begynder senest at ældes og svækkes mellem 10 og 15 år gamle, hvis de da ikke allerede er blevet alvorligt sårede under forsvaret af deres flok (når først en han er blevet afsat af rivaliserende hanner, lykkes det ham sjældent at overtage en ny flok). Dette efterlader et kort tidsrum hvor en hans afkom kan fødes og vokse op. Hvis han er i stand til at formere sig så snart han overtager en flok, kan han potentielt have flere unger der når at vokse op, inden han selv bliver afsat. En løvinde vil ofte forsvare sine unger voldsomt fra en overtagende han, men sådanne handlinger er sjældent vellykkede. Han dræber normalt alle eksisterende unger, der er mindre end to år gamle. En løvinde er svagere og meget lettere end en han; der er større sandsynlighed for succes når en gruppe på tre eller fire mødre i en flok slår sig sammen imod en han.
I modsætning til hvad mange tror er det ikke kun hanner som bortvises fra deres flok og bliver omstrejfende, selvom størstedelen af hunnerne ganske vist bliver sammen med den flok de blev født ind i. Men når flokken bliver for stor, kan den næste generation af hununger blive tvunget til at forlade den og finde deres eget territorie. Derudover kan halvvoksne unger, både hanner og hunner, blive bortvist når en ny hanløve overtager flokken. Livet som omstrejfende løvinde er hårdt. Omstrejfende løvinder får sjældent opfostret deres unger uden beskyttelse fra resten af flokken. En videnskabelig undersøgelse har vist at både hanner og hunner kan interagere homoseksuelt.
De fleste løver lever nu i det østlige og sydlige Afrika, og deres antal falder drastigt, med et fald på omkring 30-50 procent per 20 år i sidste halvdel af det 20. århundrede. Det vurderes at den afrikanske løvebestand er på mellem 16.500 og 47.000 i naturen i 2002–2004, hvilket er en reduktion fra vurderinger på helt op til 100.000 eller måske ligefrem 400.000 i 1950. Grunden til faldet er ikke ligetil, og det kan muligvis ikke vendes. Tab af levesteder, og konflikter med mennesker betragtes som de mest alvorlige trusler mod arten. De tilbageværende bestande er ofte isoleret geografisk fra hinanden, hvilket kan medføre indavl og dermed en mangel på genetisk diversitet. Derfor betragtes løven som værende en sårbar art af International Union for Conservation of Nature and Natural Resources, mens den asiatiske underart er moderat truet. Løvebestanden i Vestafrika er isoleret fra løvebestande i det centrale Afrika, med lidt eller ingen udveksling af reproduktive individer. Antallet af voksne individer i Vestafrika vurderes af to nylige undersøgelser at være på ca. 850–1.160 (2002/2004). Der er uenighed omkring størrelsen af den største individuelle bestand i Vestafrika: vurderingerne rækker fra 100 til 400 løver i Burkina Faso's Arly-Singou-økosystem.
Bevarelse af både afrikanske og asiatiske løver har ført til oprettelsen af nationalparker og reservater; blandt de bedst kendte er Etosha nationalpark i Namibia, Serengeti nationalpark i Tanzania og Kruger National Park i det østlige Sydafrika. Uden for disse områder resulterer problemer med løvers møde med husdyr og mennesker ofte i at løverne elimineres. I Indien er den 1.412 km² Gir Forest National Park i den vestlige del af landet det sidste tilbageværende område for den asiatiske løve. Nationalparken var hjemsted for omkring 359 løver (pr. april 2006). Som i Afrika har de mange nærtbeliggende menneskelige beboelser ført til sammenstød mellem løver, husdyr, lokale beboere og ansatte hos nationalparken.
Atlasløvens tidligere popularitet som dyr i zoologiske haver har betydet at nogle løver i fangenskab sandsynligvis nedstammer fra den oprindelige bestand af Atlasløver. Dette omfatter tolv løver i Port Lympne Wild Animal Park i Kent i England, som nedstammer fra dyr ejet af kongen af Marokko. Yderligere elleve dyr, der menes at være Atlasløver, blev fundet i den zoologiske have i Addis Ababa, og nedstammede fra dyr ejet af kejser Haile Selassie. WildLink International har, i samarbejde med Oxford University, igangsat et ambitiøst projekt med navnet "International Barbary Lion Project", hvis mål er at identificere og avle Atlasløver i fangenskab med henblik på en senere genudsætning i en nationalpark i Atlasbjergene i Marokko.
