Norskehavet
16 arter
Norskehavet er den del af Atlanterhavet, som ligger mellem Norge, Svalbard og Island. I øst grænser Norskehavet mod Barentshavet, i syd mod Nordsøen, i sydvest mod Atlanterhavet og i vest mod Grønlandshavet. Grænsen mod Barentshavet trækkes langs en linje mellem Sydkapp på Sørkappøya syd for Spitsbergen over Bjørneøen til Nordkap. Mod Nordsøen er 61. breddekreds valgt som afgrænsning - mod Atlanterhavet danner en linje fra lige nord for Shetlandsøerne over Færøerne til vestspidsen af Island grænsen. Herfra trækkes en linje over Jan Mayen til Sydkap som grænsen mod Grønlandshavet. I mange sammenhænge regnes Grønlandshavet imidlertid som en del af Norskehavet.
Norskehavet dækker et areal på 2,6 millioner km² og har et volumen på 4,1 millioner km³ og med en gennemsnitlig dybde på 1600 m.
I den norske olieforvaltning sættes grænsen på soklen mellem Nordsøen og Norskehavet ved 62°N og grænsen mellem Norskehavet og Barentshavet ved 71°N.
Flora og fauna
Norskehavet er en overgangszone mellem borealt og arktisk klima og indeholder derfor flora og fauna kendetegnende for begge klimatiske regioner. Den sydlige grænse for mange arktiske arter løber i en linje mellem Nordkap, Island og Norskehavet, hvorimod den nordlige grænse for mange borealiske arter løber til Grønlandshavet, Barentshavet og Norskehavet. Der er således et overlap.
Plankton og bunddyr
Det meste af livet i Norskehavet er koncentreret i de øvre vandlag. Estimater for Nordatlanten er, at blot 2% af biomassen forekommer under 1.000 meters dybde og kun 1,2% forekommer ved havbunden.
Opblomstring af phytoplankton omfatter primært chlorophyll og når sin maksimale udbredelse omkring den 20. maj. De mest udbredte phytoplankton arter er Thalassiosira og Chaetoceros. Efter foråret er den dominerende art Phaecocystis pouchetti.
Zooplankton er primært repræsenteret med Calanus finmarchicus og Calanus hyperboreus, med førstnævnte fire gange oftere forekommende end sidstnævnte. Calanus finmarchicus er oftest forekommende i de atlantiske dele, hvorimod C. hyperboreus dominerer i de arktiske vande; begge er den primære fødekilde for de fleste rovdyr i området. De væsentligste arter af krill er Meganyctiphanes norvegica, Thyssanoessa inermis og Thyssanoessa longicaudata. Rejer af arten Pandalus borealis er en væsentlig del af føden for havets fisk, særlig torsk og hvilling og forekommer i dybder mellem 200 og 300 meter.
Norskehavet har omfattende koralrev med Lophelia pertusa, der giver ly til forskellige arter af fisk. Der findes mange af disse koralrev i Nordatlanten, men ikke med samme koncentration som i Norskehavets kontinentalskrænter. Koralrevene er dog truet som følge af det intensive fiskeri med bundtrawl, der ødelægger revene.
Pattedyr og fugle
Norskehavet er hjemsted for flere arter af hvaler, herunder pukkelhvaler, sejhval, vågehval og spækhugger, samt hvidnæse-delfin i kystnære områder. Spækhugger og andre hvaler er i havet om sommeren for at finde føde; omfanget er afhængig af sildebestandens størrelse, og de følger sildestimerne i havet. Med en bestand på mere end 110.000 er vågehvalerne den mest almindelige hval i Norskehavet. De jages fra Norge og Island med en årlig kvote på 1.000 hvaler for Norges vedkommende. Tidligere blev hvalerne jaget for at få spæk og olie, men i dag jages de alene for deres kød.
Grønlandshvalen var tidligere en hyppig konsument af plankton i Norskehavet, men er næsten forsvundet herfra efter intensiv jagt i 1800-tallet, og var midlertidigt udryddet i hele Nordatlanten. Tilsvarende fandtes blåhvaler i store grupper i hele Nordatlanten mellem Jan Mayen og Spitsbergen, men er stort set fraværende i dag. Observationer af nordlig døgling i Norskehavet er sjældne. Andre store havdyr er klapmyds og grønlandssæls og blæksprutte.
Betydningsfulde havfugle i Norskehavet er lunder, rissa og guillemot. Lunder og guillemots led også af kollapset af sildebestanden, særlig lundene på Lofoten, da sidstnævnte ikke havde alternativer til sild, hvorfor populationen blev halveret i perioden mellem 1969 og 1987.
Norskehavet er den del af Atlanterhavet, som ligger mellem Norge, Svalbard og Island. I øst grænser Norskehavet mod Barentshavet, i syd mod Nordsøen, i sydvest mod Atlanterhavet og i vest mod Grønlandshavet. Grænsen mod Barentshavet trækkes langs en linje mellem Sydkapp på Sørkappøya syd for Spitsbergen over Bjørneøen til Nordkap. Mod Nordsøen er 61. breddekreds valgt som afgrænsning - mod Atlanterhavet danner en linje fra lige nord for Shetlandsøerne over Færøerne til vestspidsen af Island grænsen. Herfra trækkes en linje over Jan Mayen til Sydkap som grænsen mod Grønlandshavet. I mange sammenhænge regnes Grønlandshavet imidlertid som en del af Norskehavet.
Norskehavet dækker et areal på 2,6 millioner km² og har et volumen på 4,1 millioner km³ og med en gennemsnitlig dybde på 1600 m.
I den norske olieforvaltning sættes grænsen på soklen mellem Nordsøen og Norskehavet ved 62°N og grænsen mellem Norskehavet og Barentshavet ved 71°N.
Flora og fauna
Norskehavet er en overgangszone mellem borealt og arktisk klima og indeholder derfor flora og fauna kendetegnende for begge klimatiske regioner. Den sydlige grænse for mange arktiske arter løber i en linje mellem Nordkap, Island og Norskehavet, hvorimod den nordlige grænse for mange borealiske arter løber til Grønlandshavet, Barentshavet og Norskehavet. Der er således et overlap.
Plankton og bunddyr
Det meste af livet i Norskehavet er koncentreret i de øvre vandlag. Estimater for Nordatlanten er, at blot 2% af biomassen forekommer under 1.000 meters dybde og kun 1,2% forekommer ved havbunden.
Opblomstring af phytoplankton omfatter primært chlorophyll og når sin maksimale udbredelse omkring den 20. maj. De mest udbredte phytoplankton arter er Thalassiosira og Chaetoceros. Efter foråret er den dominerende art Phaecocystis pouchetti.
Zooplankton er primært repræsenteret med Calanus finmarchicus og Calanus hyperboreus, med førstnævnte fire gange oftere forekommende end sidstnævnte. Calanus finmarchicus er oftest forekommende i de atlantiske dele, hvorimod C. hyperboreus dominerer i de arktiske vande; begge er den primære fødekilde for de fleste rovdyr i området. De væsentligste arter af krill er Meganyctiphanes norvegica, Thyssanoessa inermis og Thyssanoessa longicaudata. Rejer af arten Pandalus borealis er en væsentlig del af føden for havets fisk, særlig torsk og hvilling og forekommer i dybder mellem 200 og 300 meter.
Norskehavet har omfattende koralrev med Lophelia pertusa, der giver ly til forskellige arter af fisk. Der findes mange af disse koralrev i Nordatlanten, men ikke med samme koncentration som i Norskehavets kontinentalskrænter. Koralrevene er dog truet som følge af det intensive fiskeri med bundtrawl, der ødelægger revene.
Pattedyr og fugle
Norskehavet er hjemsted for flere arter af hvaler, herunder pukkelhvaler, sejhval, vågehval og spækhugger, samt hvidnæse-delfin i kystnære områder. Spækhugger og andre hvaler er i havet om sommeren for at finde føde; omfanget er afhængig af sildebestandens størrelse, og de følger sildestimerne i havet. Med en bestand på mere end 110.000 er vågehvalerne den mest almindelige hval i Norskehavet. De jages fra Norge og Island med en årlig kvote på 1.000 hvaler for Norges vedkommende. Tidligere blev hvalerne jaget for at få spæk og olie, men i dag jages de alene for deres kød.
Grønlandshvalen var tidligere en hyppig konsument af plankton i Norskehavet, men er næsten forsvundet herfra efter intensiv jagt i 1800-tallet, og var midlertidigt udryddet i hele Nordatlanten. Tilsvarende fandtes blåhvaler i store grupper i hele Nordatlanten mellem Jan Mayen og Spitsbergen, men er stort set fraværende i dag. Observationer af nordlig døgling i Norskehavet er sjældne. Andre store havdyr er klapmyds og grønlandssæls og blæksprutte.
Betydningsfulde havfugle i Norskehavet er lunder, rissa og guillemot. Lunder og guillemots led også af kollapset af sildebestanden, særlig lundene på Lofoten, da sidstnævnte ikke havde alternativer til sild, hvorfor populationen blev halveret i perioden mellem 1969 og 1987.
