Laks (Salmo salar) er en anadrom fiskeart, der starter sit liv i vandløb (ferskvand), hvor den lever af insekter indtil smoltificeringsprocessen starter. Her ændrer laksens anatomi sig, og forbereder sig til et liv i saltvand, hvor den opholder sig indtil den bliver kønsmoden og skal gyde. Her trækker laksen op i det samme vandløb som den klækkedes i. Med laks kan også menes slægten Salmo, der omfatter knap 50 arter, heriblandt ørred (Salmo trutta). Endvidere findes forskellige laksearter i slægten stillehavslaks.
Laks opdrættes intensivt i akvakulturer i mange dele af verden. Blandt lystfiskere er laksen et værdsat bytte.
Laks er en sølvskinnende slank fisk. Den ligner en ørred, men har en slankere halerod, færre pletter under sidelinjen, ligesom gællegitterstavene på den forreste gællebue er stavformede, og ikke knudeformede som hos ørreden. Laksen ændrer udseende forud for gydningen. Sølvfarven forsvinder, og gydedragen er markant mørkere. Hannen udvikler en tydelig kæbekrog, og kroppen får et rødligt skær med sorte, røde, rødbrune og orange pletter.
Laksen vejer normalt 1-15 kilo. I sjældne tilfælde kan den veje over 20 kilo.
I 1928 blev der fundet en død laks i Skjern Å på 150 centimeter. Det er den næstlængste laks, der nogensinde er set i verden. Det var en stærkt farvet fisk, som havde stået mange måneder i åen. Ved fundet vejede den 22 kilo. Som blank opgangslaks vil den, vurderet ud fra den imponerende længde, have kunnet veje over 30 kilo!
Der lever laks på begge sider af Atlanterhavet. På det europæiske kontinent er laksen udbredt fra Portugal i syd til Hvidehavet i nord. Der findes laks i op mod 100 elve på Island og i en enkelt elv i Sydgrønland. I det nordøstlige Nordamerika findes laksens sydgrænse ved New York.
Tidligere var laksen udbredt i mange europæiske floder, og man fiskede mængder af laks i Seinen, Loire og Rhinen. Men laksen forsvandt gradvist under industrialiseringen i det 1800-tallet, hvor forurening og udretning og uddybning af vandløbene ødelagde de fysiske forhold. Samtidig betød anlæg af dæmninger ved vandkraftværker, at laksen blev forhindret i at vandre til og fra gydepladser højere oppe i vandløbene. I havet betød overfiskeri med drivgarn, at mange betande blev fisket i bund. I de seneste årtier har man forsøgt, via naturgenopretningprojekter og bygning af fisketrapper ved vandkraftværker, at hjælpe bestandene, og der er aftalt begrænsninger på fiskeriet. Således er laksebestanden i for eksempel Skjern Å vendt kraftigt tilbage.
I Danmark findes fire bestande af vildlaks, nemlig i Storå, Skjern Å, Varde Å og Ribe Å. I de tre sidstnævnte opretholdes bestanden helt eller delvist gennem udsætninger. Da disse bestande har oplevet fremgang i de seneste år, og da hjælpearbejdet sandsynligvis vil fortsætte i fremtiden, vurderes arten i den danske rødliste til at være Ikke truet (LC).
Laks er en anadrom fisk. Det vil sige, at den vandrer fra havet til ferskvand for at gyde. Laksen vender normalt tilbage til det vandløb, hvor den er klækket. Det har vist sig at være laksens evne til at huske lugten af det vandløb, hvor den levede som ung, der gør den i stand til at vende tilbage. Derfor er laksene i de enkelte vandløb tilnærmelsesvis genetisk isolerede, fordi en laks fra et vandløb sjældent parrer sig med en fra et andet. Der findes derfor forskellige stammer af laks, der gennem tiden har tilpasset sig til de specifikke forhold i de enkelte vandløb.
Når en laks vandrer op i en elv eller å, kan den møde forhindringer som vandfald, men den er i stand til at springe op af vandet for på den måde at forcere forhindringen. I nogle tilfælde kan laksen springe op til tre meter op af vandet og endda svømme videre nogle meter op ad vandstrålen.
Laks gyder i vandløb af passende størrelse og med dybder på 0,5-2 meter. Der skal være frisk til rivende strøm med en bund af grus og sten. Desuden skal vandet være rent og iltrigt. Æggene gydes i en gydegrube (en hulning), som laksehunnen graver i vandløbsbunden. Samtidig med at hunnen gyder æggene, gyder hannen sæden, og befrugtningen finder sted i vandfasen. Herefter dækker hunnen æggene med grus og sten, så de befrugtede æg ligger 10-50 centimeter nede i vandløbsbunden. En laksehun gyder 2.500 til 10.000 æg alt efter størrelse. Gydningen finder sted om efteråret eller vinteren, alt efter hvilken laksestamme der er tale om. Hen på foråret klækker æggene.
Den nyklækkede lakselarve har på bugen en stor blommesæk. Blommesækken er en slags madpakke, som lakselarven lever af de første uger efter klækning. Når blommesækken er ved at være opbrugt, begynder lakselarverne at bevæge sig op gennem gruset, og når vandtemperaturen er omkring 8 °C, dukker lakseynglen frem af gydebanken.
