Blåmuslingen
Blåmuslingen (Mytilus edulis) er en op til 10 centimeter lang musling med karakteristiske sort-blå-violette, glatte ovale skaller, hvis inderside er perlemorsglinsende. Den er vidt udbredt i de danske farvande i både saltvand og brakvand, helt ind i Østersøen og i fjordene.
Blåmuslingen kaldes også pælemusling, men må ikke forveksles med pæleormen Teredo navalis, der også er en musling. Det latinske navn edulis betyder spiselig.
Blåmuslingen lever af plankton, som den filtrerer fra vandet som den pumper ind og ud via. dens ånderør (sifoner). En blåmusling på 6 cm kan filtrere ca. 10 liter vand i timen. En blåmusling kan lægge 5-12 mio. æg.
Blåmuslinger samler sig i banker, hvor der kan være op til 12.000 individer per m2. Her lever de i klynger på havbunden eller sidder på pæle, sten og høfder. De fleste lever, hvor vandet er iltrigt fx omkring tidevandszonen. Det er nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen. En blåmusling har hæftetråde, også kaldet byssustråde, der dannes i en kirtel, der sidder i den bagerste del af muslingens fod.
Blåmuslingen beskytter sig mod fjender med sine tykke kalkskaller, som kan lukkes fast sammen med to stærke lukkemuskler. Dog har både strandkrabben og søstjernen kræfter nok til at tvinge skallerne fra hinanden og æde blåmuslingen. Mange fisk lever af blåmuslingeyngel, og nogle vadefugle, måger og ænder æder blåmuslinger.
