Stor gedehams (Vespa crabro) er en art i familien gedehamse og tilhører en slægt med store hvepse. I Danmark er den ret almindelig og er blevet endnu mere almindelig i de senere år. Den er ikke specielt aggressiv, men hvis den først stikker, er stikkene mere smertefulde end stik fra mindre hvepse.
Den store gedehams er Europas største gedehams, men som andre gedehamse varierer størrelsen meget, og dronninger hos de mindre arter kan blive større end små arbejdere af stor gedehams. Dronningen er 25-35 millimeter lang. Arten har typiske advarselsfarver i gulorange til rødt, med sorte striber. Baghovedet, noget af brystet og første led på bagkroppen er rødlige. Hovedet er bredere end hos de andre danske gedehamse, øjnene store og kindbakkerne kraftige. Vingerne er brunrøde.
Den store gedehams hører til i slægten Vespa, der har flere arter af større gedehamse. Disse findes hovedsagelig i varme områder i Sydøstasien. Slægten er også repræsenteret i Mellemøsten og Nordafrika. Den store gedehams er indført til Nordamerika, og en nærtstående art til Mellemamerika og Madagaskar. Slægten mangler i Australien.
Ordet gedehams skal stamme fra ældre dansk gedehvams, sammensat af henholdsvis geding (af norrønt geitungr, jf. svensk geting) og hvams (hveps, gedehams). Gede- skyldes at de knæbøjede antenner minder om gedebukkehorn. Engelsk og tysk hornet og Hornisse er tidligere givet en lignende forklaring, men er også (som drone, humlebi m.fl.) forklaret med insektets kraftige brummen.
Den store gedehams varierer i størrelse, og dronningen er mellem 25-35 millimeter lang. Arbejdere er 18-24 millimeter lange og opgives at veje 0,5–0,6 g. Farverne er typiske for gedehamse, gul og sort. Baghovedet, noget af brystet og første led på bagkroppen er rødlig. Vingerne er brunrøde.
De store facetøjne har en kraftig indskæring i forkanten, så de får en C-form. Baghovedet er stort og godt synlig forfra. Dette adskiller den store gedehams fra de andre danske gedehamse, som har et mindre baghoved (ikke eller kun svagt synlig forfra). Ansigtet er omtrent helt gult.
Lyden er anderledes end hos de mindre danske gedehamse. Dens summen er kraftigere og dybere, mere som en brummen.
Den store gedehams findes naturligt i et bredt bælte gennem Europa og Asien til Østsibirien og Japan. Nordgrænsen går gennem Yorkshire i England (med nogle få fund længere nordpå, men ikke i Irland), det sydøstligste Norge, Syd- og Sydøstsverige, sydlige Finland og Rusland. Ved Jyväskylä i Finland og et sted i Sibirien er den fundet ved 63ºN. Nordgrænsen ser især ud til at bestemmes af sommertemperaturen. I 1911, det sidste år stor gedehams blev set i Norge før 2007, var perioden maj–september usædvanlig varm og tør i Oslo. I Finland forsvandt stor gedehams i 1940'ene efter flere kølige somre, men kom tilbage efter 1990. Ellers findes den i hele Europa undtagen på Cypern og længst syd i Spanien og Portugal. Midt i 1800-tallet blev den indført til USA og har spredt sig vestover til Mississippi-floden og nordover til det sydlige Canada. I Nordamerika har den etableret sig som et skovinsekt.
Stor gedehams forekommer over hele Danmark, bortset fra det vestlige og nordlige Jylland. Den er jævnt udbredt i Østjylland, på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. Ifølge hjemmesiden fugleognatur.dk er den registreret på næsten alle større danske øer, bortset fra Bornholm. Den har tidligere været meget sjælden i Danmark og har kun været at finde i den sydøstlige del af landet, men er i de seneste år set i større og større antal. Den blev kendt, da den angreb adskillige skovgæster i Marselisborg-skovene ved Århus i september 2002.
Den store gedehams' levevis er typisk for gedehamse. Den er et rovdyr og lever af andre mindre dyr, ofte larver til insekter som lever i vegetationen. Størrelsen og de kraftige kindbakker gør, at den også angriber bier og mindre gedehamse. Hvis byttet har ben eller vinger, fjernes disse med kindbakkerne. Den store gedehams' larver bliver madet med en blanding af byttedyr, nektar og spyt.
Den store gedehams hører til blandt de sociale insekter og danner samfund. De bygger et rundt bo, som kan blive på størrelse med et menneskehoved. Boet bygges sædvanligvis i træer, men også i fuglekasser og nogle gange i huse. Boet er størst udpå sensommeren. Indtil da er larverne blevet udviklet til sterile arbejdere, men nu dannes hanner og kønsmodne hunner. Disse parrer sig. Hvert efterår (vinter) uddør samfundet, og kun de befrugtede hunner, kaldet dronninger, overlever vinteren. Om foråret danner hver dronning et nyt samfund.
Arbejderne er sterile hunner som har æglægningsrøret omdannet til en stikkebrod. Brodden har nogle små modhagere, men disse er for små til at brodden sidder fast. Derfor kan samme hveps stikke flere gange. Brodden står i forbindelse med giftkirtler. Normalt er giften ufarlig for mennesker, men enkelte kan få allergiske reaktioner.
Sæsonen kan siges at vare fra dronningen vågner af vinterdvalen om foråret til den sidste arbejder dør om efteråret – i Sydtyskland ca. 25. april og 5. november. Den første nye dronning blev klækket 31. august, og den gamle døde 5. oktober. Disse datoer varierer noget fra år til år og fra sted til sted, og ved nordgrænsen af udbredelsesområdet, f.eks. i Norge, er sæsonen kortere. Men artens dronninger er altså blandt de få insekter som kan leve mindst et år som imago.
Den store gedehams er også nataktiv og tiltrækkes ofte af lys.
Generelt er den store gedehams ikke specielt aggressiv, snarere det modsatte. Nogle steder har denne tabloidernes «monsterhveps» alligevel et dårligt rygte. En dansk hjemmeside skriver, at bekæmpelse af den store gedehams bør overlades til professionelle skadedyrsbekæmpere som er vant til den slags arbejde. Og kommer man for nær på boet – nærmere end 2–3 m – kan den angribe. Giftmængden gør også hvert stik mere smertefuldt end stik fra mindre hvepse, og følgerne – særlig hvis man får flere stik – er ofte mere alvorlige.
Alligevel er stik af stor gedehams som regel sjældent farlige, og de er næppe farligere end f.eks. bistik. Den store gedehams indeholder rigtignok mere gift, ca. 0,5 mg hos en arbejder (dvs. ca. 0,1 % af kropsvægten) mod 0,15-0,3 mg hos en bi. Men mens bien tømmer al giften ud ved et stik, så bruger den store gedehams gerne 10-50 %. Forsøg med mus tyder desuden på, at giftvirkningen af bigift er 4–15 gange så stærk. Ved et forsøg fik en ung hanrotte 60 stik af den store gedehams, uden varige skader. For gedehamsen kan udviklingen af en sådan giftvirkning være en evolutionær fordel: Ved at angriberne påføres smerter uden at dø, kan de lære at gedehamse er noget man bør lade være i fred. Forsøg med mus og rotter kan rigtignok kun med forbehold overføres til mennesker. Giften kan virke anderledes på os – bl.a. med mulige allergireaktioner, som er den almindeligste årsag til alvorlige følger af bi- og hvepsestik. I tillæg kan et stik være farligere, hvis man først tror det er farligt (nocebo-effekten).
Den store gedehams' status som truet eller livskraftig er ikke vurderet af IUCN. Mange steder i Tyskland, og i Mellemeuropa i øvrigt, er den blevet sjælden på grund af tab af dens habitater (mangel på hule træer) og på grund af at mennesker ødelægger dens boer. Siden 1987 har stor gedehams været fredet i Tyskland. I Sverige stod den på rødlisten en periode frem til 2000. For øvrigt varierer bestandsstørrelsen meget fra år til år, og særlig længst mod nord i udbredelsesområdet har den behov for tørre og varme somre for at trives.
