Middelhavet
400 arter
Middelhavet er et hav, der er forbundet med Atlanterhavet. Det er stort set helt omsluttet af Middelhavslandene; mod nord Sydeuropa og Anatolien, mod syd Nordafrika og mod øst Levanten. I nogle sammenhænge betragtes Middelhavet som en del af Atlanterhavet. Som regel ses det dog som et selvstændigt hav.
Inden for oceanografi kaldes det nogle gange for det Eurafrikanske Middelhav (engelsk: Eurafrican Mediterranean Sea (eller Europæiske Middelhav (engelsk: European Mediterranean Sea) for at skelne det fra indhave andre steder (på engelsk mediterranean seas).
Det engelske navn Mediterranean er afledt af det latinske ord mediterraneus, der betyder "lands indre" eller "i midten af land" (fra medius, "midten" og terra, "land").
Middelhavet dækker et 2,5 millioner km2 stort område og er forbundet til Atlanterhavet via det blot 14 kilometer brede Gibraltarstræde, som adskiller Gibraltar og Spanien i Europa fra Marokko i Afrika.
I nord-sydretningen ligger havet mellem den 30. og 46. nordlige breddekreds og i øst-vestretningen er det imellem den 6. vestlige længdekreds og den 36. østlige længdekreds. I øst-vestlig længde fra Gibraltarstrædet til İskenderunbugten på sydvestkysten af Tyrkiet er der omkring 4.000 kilometer. Den gennemsnitlige nord-sydlige længde fra Kroatiens sydkyst til Libyen er omkring 800 kilometer. Middelhavet, inklusive Marmarahavet (forbundet via Dardanellerne til det Ægæiske Hav) har et overfladeareat på omkring 2.510.000 km2.
Tilbage fra oldtiden har Middelhavet været en vigtig rute for handlende og rejsende. Det har gjort det muligt at udveksle varer og kultur mellem områdets lande og civilisationer. Middelhavslandenes historie er vigtig for forståelsen af oprindelsen og udviklingen af mange moderne samfund.
Følgende lande har en kystlinje ud til Middelhavet: Albanien, Algeriet, Bosnien-Hercegovina, Cypern (og Nordcypern), Frankrig, Grækenland, Israel, Kroatien, Italien, Libanon, Libyen, Malta, Marokko, Monaco, Montenegro, Slovenien, Spanien, Syrien, Tunesien, Tyrkiet og Ægypten. Derudover kan nævnes Gazastriben, det britiske oversøiske territorium Gibraltar samt baseområdet Akrotiri og Dhekelia.
Geografi
Middelhavet er forbundet til Atlanterhavet via Gibraltarstrædet (af Homer beskrevet som "Herkules' Søjler") mod vest og Marmarahavet og Sortehavet via henholdsvis Dardanellerne og Bosporus mod øst. Marmarahavet ses ofte som en del af Middelhavet, hvorimod Sortehavet ikke gør. Den 163 kilometer lange menneskeskabte Suez-kanal mod sydøst forbinder Middelhavet med det Røde Hav.
Blandt større øer i Middelhavet kan nævnes: Cypern, Kreta, Euboea, Rhodos, Lesbos, Chios, Kefallonia, Korfu, Limnos, Samos, Naxos og Andros i den østlige del. Sardinien, Korsika, Sicilien, Cres, Krk, Brač, Hvar, Pag, Korčula og Malta i den centrale del. Og Ibiza, Mallorca og Menorca (de Baleariske Øer) i den vestlige del.
Det typiske middelhavsklima har varme, fugtige og tørre somre, mens vintrene er milde og regnfulde. Til de vigtigste afgrøder hører: Oliven, grapefrugt, appelsin, tangerin og kork.
Økologi og biota
Som et resultat af udtørringen af havet under den messiniske salinitetskrise kommer Middelhavets biota primært fra Atlanterhavet. Nordatlanten er væsentligt koldere og mere næringsrig end Middelhavet. Meget af havlivet har derfor måttet tilpasse sig varierende betingelser i de 5 millioner år, Middelhavsbassinet har været fyldt med vand.
Alboranhavet er en overgangszone imellem to havområder. Her lever arter fra både Atlanterhavet og Middelhavet. Alboranhavet har den største mængde af øresvinsarten tursiops i den vestlige del af Middelhavet og er hjemsted for den sidste bestand af marsvin i Middelhavet. Det er ligeledes det vigtigste opvækstområde i Europa for den uægte karetskildpadde. Der foregår et stort fiskeri i Alboranhavet efter sardiner og sværdfisk. Middelhavsmunkesælen lever i det Ægæiske Hav ved Grækenlands. I 2003 udtrykte WWF Verdensnaturfonden bekymring for visse former for garnfiskeri i Middelhavet. Problemet er, at delfiner, skildpadder og andre havdyr ofte uforvarende fanges og drukner i disse fiskenet.
Miljøhistorie
I de seneste 4.000 har menneskets tilstedeværelse omkring Middelhavet ændret de fleste europæiske middelhavslande. Menneskets påvirkning af landskabet har overlappet med fremkomsten af middelhavsklimaet.Billedet af, at Middelhavet var et paradis på jorden i Antikken, som blev ødelagt af senere civilisationer, går i hvert fald tilbage til 1700-tallet og var en udbredt opfattelse blandt arkæologer og historikere i flere århunderede. Alfred Thomas Grove og Oliver Rackham udfordrer i værket The Nature of Mediterranean Europe denne opfattelse. De to baserer sig på en lang række metoder, inklusive historiske dokumenter, analyser af handelsruter, sedimenter på flodsletter, pollenanalyse, dendrokronologi og yderlige arkæometriske analyser samt befolkningsstudier. De stiller sig skeptiske over for ideen om Middelhavet som en tabt edens have med frugtbare og skovrige områder, der gik til grunde og blev gold som følge af dårlig menneskelig indgriben. Opfattelsen stammer i højere grad fra et nyere tids indgriben, end de imaginære ting, der har påvirket området i antikken, og som blev idaliseret i Oplysningstiden af kunstnere, digtere og videnskabsfolk.
Udviklingen af klimaet, vegetationen og landskabet i Sydeuropa fra forhistorisk tid og frem til i dag er langt mere kompleks og har gennemgået mange ændringer. Eksempelvis foregik afskovning allerede inden romertiden. Under Romerriget sørgede store virksomheder for vedligehold af skove og marker, og ved Romerrigets fald skete der en stor affolkning. Nogle antager, at der foregik en stor afskovning i moderne tid, og der er en stor forskel i afskovningen i Nord- kontra Syditalien. Klimaet har været ustabilt fra antikken og frem til i dag, hvilket bl.a. ses ved Den lille istid, som betød ændret udbredelse af forskellige typer planter i forhold til både klimaet og menneskelig aktivitet.
Middelhavet er et hav, der er forbundet med Atlanterhavet. Det er stort set helt omsluttet af Middelhavslandene; mod nord Sydeuropa og Anatolien, mod syd Nordafrika og mod øst Levanten. I nogle sammenhænge betragtes Middelhavet som en del af Atlanterhavet. Som regel ses det dog som et selvstændigt hav.
Inden for oceanografi kaldes det nogle gange for det Eurafrikanske Middelhav (engelsk: Eurafrican Mediterranean Sea (eller Europæiske Middelhav (engelsk: European Mediterranean Sea) for at skelne det fra indhave andre steder (på engelsk mediterranean seas).
Det engelske navn Mediterranean er afledt af det latinske ord mediterraneus, der betyder "lands indre" eller "i midten af land" (fra medius, "midten" og terra, "land").
Middelhavet dækker et 2,5 millioner km2 stort område og er forbundet til Atlanterhavet via det blot 14 kilometer brede Gibraltarstræde, som adskiller Gibraltar og Spanien i Europa fra Marokko i Afrika.
I nord-sydretningen ligger havet mellem den 30. og 46. nordlige breddekreds og i øst-vestretningen er det imellem den 6. vestlige længdekreds og den 36. østlige længdekreds. I øst-vestlig længde fra Gibraltarstrædet til İskenderunbugten på sydvestkysten af Tyrkiet er der omkring 4.000 kilometer. Den gennemsnitlige nord-sydlige længde fra Kroatiens sydkyst til Libyen er omkring 800 kilometer. Middelhavet, inklusive Marmarahavet (forbundet via Dardanellerne til det Ægæiske Hav) har et overfladeareat på omkring 2.510.000 km2.
Tilbage fra oldtiden har Middelhavet været en vigtig rute for handlende og rejsende. Det har gjort det muligt at udveksle varer og kultur mellem områdets lande og civilisationer. Middelhavslandenes historie er vigtig for forståelsen af oprindelsen og udviklingen af mange moderne samfund.
Følgende lande har en kystlinje ud til Middelhavet: Albanien, Algeriet, Bosnien-Hercegovina, Cypern (og Nordcypern), Frankrig, Grækenland, Israel, Kroatien, Italien, Libanon, Libyen, Malta, Marokko, Monaco, Montenegro, Slovenien, Spanien, Syrien, Tunesien, Tyrkiet og Ægypten. Derudover kan nævnes Gazastriben, det britiske oversøiske territorium Gibraltar samt baseområdet Akrotiri og Dhekelia.
Geografi
Middelhavet er forbundet til Atlanterhavet via Gibraltarstrædet (af Homer beskrevet som "Herkules' Søjler") mod vest og Marmarahavet og Sortehavet via henholdsvis Dardanellerne og Bosporus mod øst. Marmarahavet ses ofte som en del af Middelhavet, hvorimod Sortehavet ikke gør. Den 163 kilometer lange menneskeskabte Suez-kanal mod sydøst forbinder Middelhavet med det Røde Hav.
Blandt større øer i Middelhavet kan nævnes: Cypern, Kreta, Euboea, Rhodos, Lesbos, Chios, Kefallonia, Korfu, Limnos, Samos, Naxos og Andros i den østlige del. Sardinien, Korsika, Sicilien, Cres, Krk, Brač, Hvar, Pag, Korčula og Malta i den centrale del. Og Ibiza, Mallorca og Menorca (de Baleariske Øer) i den vestlige del.
Det typiske middelhavsklima har varme, fugtige og tørre somre, mens vintrene er milde og regnfulde. Til de vigtigste afgrøder hører: Oliven, grapefrugt, appelsin, tangerin og kork.
Økologi og biota
Som et resultat af udtørringen af havet under den messiniske salinitetskrise kommer Middelhavets biota primært fra Atlanterhavet. Nordatlanten er væsentligt koldere og mere næringsrig end Middelhavet. Meget af havlivet har derfor måttet tilpasse sig varierende betingelser i de 5 millioner år, Middelhavsbassinet har været fyldt med vand.
Alboranhavet er en overgangszone imellem to havområder. Her lever arter fra både Atlanterhavet og Middelhavet. Alboranhavet har den største mængde af øresvinsarten tursiops i den vestlige del af Middelhavet og er hjemsted for den sidste bestand af marsvin i Middelhavet. Det er ligeledes det vigtigste opvækstområde i Europa for den uægte karetskildpadde. Der foregår et stort fiskeri i Alboranhavet efter sardiner og sværdfisk. Middelhavsmunkesælen lever i det Ægæiske Hav ved Grækenlands. I 2003 udtrykte WWF Verdensnaturfonden bekymring for visse former for garnfiskeri i Middelhavet. Problemet er, at delfiner, skildpadder og andre havdyr ofte uforvarende fanges og drukner i disse fiskenet.
Miljøhistorie
I de seneste 4.000 har menneskets tilstedeværelse omkring Middelhavet ændret de fleste europæiske middelhavslande. Menneskets påvirkning af landskabet har overlappet med fremkomsten af middelhavsklimaet.Billedet af, at Middelhavet var et paradis på jorden i Antikken, som blev ødelagt af senere civilisationer, går i hvert fald tilbage til 1700-tallet og var en udbredt opfattelse blandt arkæologer og historikere i flere århunderede. Alfred Thomas Grove og Oliver Rackham udfordrer i værket The Nature of Mediterranean Europe denne opfattelse. De to baserer sig på en lang række metoder, inklusive historiske dokumenter, analyser af handelsruter, sedimenter på flodsletter, pollenanalyse, dendrokronologi og yderlige arkæometriske analyser samt befolkningsstudier. De stiller sig skeptiske over for ideen om Middelhavet som en tabt edens have med frugtbare og skovrige områder, der gik til grunde og blev gold som følge af dårlig menneskelig indgriben. Opfattelsen stammer i højere grad fra et nyere tids indgriben, end de imaginære ting, der har påvirket området i antikken, og som blev idaliseret i Oplysningstiden af kunstnere, digtere og videnskabsfolk.
Udviklingen af klimaet, vegetationen og landskabet i Sydeuropa fra forhistorisk tid og frem til i dag er langt mere kompleks og har gennemgået mange ændringer. Eksempelvis foregik afskovning allerede inden romertiden. Under Romerriget sørgede store virksomheder for vedligehold af skove og marker, og ved Romerrigets fald skete der en stor affolkning. Nogle antager, at der foregik en stor afskovning i moderne tid, og der er en stor forskel i afskovningen i Nord- kontra Syditalien. Klimaet har været ustabilt fra antikken og frem til i dag, hvilket bl.a. ses ved Den lille istid, som betød ændret udbredelse af forskellige typer planter i forhold til både klimaet og menneskelig aktivitet.
