Den brune bjørn
Den brune bjørn (latin: Ursus arctos) er et pattedyr, der hører til bjørnefamilien Ursidae. Den er en af fire nulevende repræsentanter for slægten Ursus og er den mest udbredte bjørneart i verden. Den brune bjørn findes i talrige former, fordelt i underarter som f.eks. den europæiske brune bjørn (Ursus arctos arctos), grizzlybjørnen (Ursus arctos horribilis) og kodiakbjørnen (Ursus arctos middendorffi). Der er en del uoverensstemmelser omkring opdelingen af den brune bjørn i underarter, f.eks. tyder nyere forskning på, at isbjørnen burde kategoriseres som en underart til den brune bjørn.
Som et af de største af landjordens nulevende rovdyr spiller den brune bjørn en stor rolle i talrige myter og sagn. Samtidig har den brune bjørn gennem tiderne i høj grad været jaget vildt, da den for det første er menneskets konkurrent i forhold til føde, og for det andet udgør en potentiel fare. Som resultat er den brune bjørn tæt på udryddelse i det meste af Vest- og Mellemeuropa, hvor de fleste bestande er gået kraftigt tilbage.
Brune bjørne har en tæt pels, der kan blive op til 10 cm lang og ses i nuancer af blond, lysebrun, mørkebrun og sort. De lange dækhår har ofte lysere sølvgrå spidser, der kan give bjørnen et gråmeleret udseende. Halen er kort og afstumpet som hos alle andre bjørne. Hovedet er stort og afrundet med et bredt kranie, et smalt snudeparti og konkav profil. Øjnene er små og ørerne afrundede. De brune bjørne har en karakteristisk muskelpude over skuldrene, der giver ekstra styrke til forbenene f.eks. under gravearbejde. Bjørnen er stærk og kan med et enkelt poteslag brække nakken på en bøffel. De kraftige forben ender i store poter med kløer på op til 10-13 cm's længde. Bjørnen er såkaldt sålegænger, ligesom mennesket, dvs. den går på hele fodfladen. Kløerne kan ikke trækkes ind. Bjørnen kan gå oprejst på to ben, og den svømmer gerne. De yngre knapt så tunge bjørne er imponerende gode til at klatre. Normalt bevæger bjørnen sig rundt i adstadigt tempo i pasgang. Selv om bjørnen kan se lidt klumpet og langsom ud, kan den i strakt galop over kortere afstande nå en imponerende topfart omkring 60 km/t.
Den brune bjørn bliver 1,7-2,8 meter lang fra snude til halespids. Den har en skulderhøjde på 90-150 cm. Den mindste underart er den europæiske brune bjørn, hvor voksne hunner kan veje helt ned til omkring 90 kilogram, mens kodiakbjørnen er den største, hvor en voksen han kan veje op til 680 kg. Grizzlybjørnen fra Alaska kan veje op til 700 kg og den europæiske brune bjørn kan veje maksimalt 400 kg. Bjørne opvokset i zoologiske haver er normalt noget tungere end bjørne opvokset i naturen. Generelt varierer bjørnens vægt med årstiden, vægten er mindst om foråret, når bjørnen forlader vinterhiet og størst om efteråret, lige inden bjørnen går i hi igen. Vilde bjørne bliver omkring 25-30 år, mens de i fangenskab kan blive op til 50 år gamle.
Den brune bjørn lever naturligt i Europa, Asien og Nordamerika. Bestanden i Skandinavien menes at udgøre cirka 3.200 individer i Sverige og Norge sammenlagt (primært Sverige) samt 1.300 individer i Finland. Derudover kan man stadig finde den brune bjørn i naturen i Rusland, Ukraine, Estland, Polen, Italien, Schweiz, Slovakiet, det tidligere Jugoslavien og Tyrkiet. Der findes i dag omkring 150.000–200.000 brune bjørne i verden, heraf ca. 90.000-120.000 i Rusland.
Den brune bjørn lever ikke vildt i Danmark, men i den ældre stenalder var den udbredt i det meste af Europa, herunder i Danmark, og man har fundet rester af bjørneknogler på deres bopladser, hvilket viser, at dette jægerfolk jagede og spiste bjørne. Baseret på knoglefund indvandrede de første brune bjørne til Danmark for omkring 13.500 år siden, nær slutningen af sidste istid, og arten forsvandt igen for omkring 6.500 år siden.
Den brune bjørn kan i Danmark alene ses i zoologiske haver og dyreparker. Skandinavisk Dyrepark har et af de mest anerkendte bjørneanlæg i verden, og bjørnen kan også ses i Zoo København.
Den brune bjørn er som udgangspunkt altædende. Den spiser dog primært planteføde, som normalt udgør 65 % af dens føde. Fødevalget varierer kraftigt alt efter det geografiske udbredelsesområde og tidspunktet på året. Af planter ædes græs, urter, knopper og bær. Herudover æder den brune bjørn også ådsler, fisk, fugleæg, myrer, elge, rensdyr og honning.
Den brune bjørn parrer sig kun hvert tredje år. Parringen foregår normalt i månederne maj-juni, og først når bjørnen er blevet kønsmoden som to-fire årig.
Efter en drægtighedsperiode på syv-otte måneder føder hunbjørnen to til fire unger, som er små, blinde og næsten nøgne. Synet får de, når de er fire-fem uger gamle. Ungerne fødes i bjørnens vinterhule.
Ungerne dier hos moderen i tre-fire måneder og kan klare sig selv efter halvandet til to år. Ungerne forlader først hulen efter cirka fire måneder.
Hanbjørnen er farlig for bjørneunger, da den opfatter dem som føde eller konkurrenter. Støder en hanbjørn på en bjørneunge, risikerer ungen derfor at blive dræbt og ædt. Hunbjørnen beskytter derfor sine unger omhyggeligt. I zoologiske haver er det muligt at have både hanbjørne og hunbjørne med unger sammen.
