Høns er hårdføre og produktive husdyr som holdes overalt i verden. Høns menes at være domesticeret primært fra røde junglehøns som bor i sydøstasiatiske jungler. De 3 andre arter af junglehøns har formodentligt også været indblandet.
Hønsene benævnes forskelligt efter alder og køn. Høns er en flertalsform, hvis der både er høner og haner. Hunnerne kaldes høner, hannerne kaldes haner (i visse dialekter kok), ungerne kaldes kyllinger, Høner der ruger kaldes skrukhøner, høner der passer en kyllingeflok kaldes hønemødre eller kyllingeførere. Kapuner er kastrerede haner. Unge dyr kaldes unghøns, hønnikker, hanekyllinger, m.m.
Der er udpræget forskel på kønnene (kønsdimorfi) hos høns.Hanen har en forskellig fjerdragt fra hønerne med lange krumme seglfjer på halen. Hanen har større kam og en mere lodret kropsholdning end hønerne og en anderledes adfærd. Forskellen er dog ikke altid lige stor hos alle hønseracer. Hos nogle racer er fjerdragten stort set ens, og det kan tage meget lang tid før man med sikkerhed, kan kønsbestemme kyllingerne. Dette gælder fx for silkehøns.
Billederne viser variationen mellem haner af forskellige hønseracer.
En høne er så populært et dyr, at det har givet anledning til flere ordsprog: "Jeg har en høne at plukke med dig" antyder, at der er et uafklaret problem. Eller "en fjer kan blive til fem høns" stammer fra et af H.C. Andersens eventyr "Det er ganske vist!" og betyder, at en lille historie hurtigt kan blive til en længere historie/løgn (eks. fra eventyret: en høne taber en fjer, da hun pudser sig – historien fortælles videre og til sidst er det 5 høns, der har plukket sig ihjel for at imponere en hane).Fra den nordiske mytologi kendes navnene på flere haner fx Gyldenkam
Vilde høns lever i små flokke i og omkring skovbrynet. Føden består af frø, spirer, smådyr, nedfaldsfrugt og lavt hængende bær. Under fødesøgning skraber høns instinktivt i jorden og finder således en del insekter, orme og lignende. Hvis de finder store mængder eller noget ekstra lækkert, tilkalder hønsene de andre høns med en karakteristisk lyd.
I hønseflokken er der en streng hakkeorden, hvor hver høne har sin veldefinerede plads. Hanerne er øverst i hønsenes hakkeorden. Da høns kun kan huske ca. 25-30 individers plads i hakkeordenen bryder flokken sammen når den når over dette antal, og i naturen vil flokken splittes på dette tidspunkt. Unge haner vil blive jaget ud af flokken af den eller de gamle haner ved kønsmodenhed, medmindre flokken er stor og der ikke er for mange ældre haner allerede.
Hanen vil flere gange om dagen parre sig med de højest placerede høner i hakkeordnen. Parringen indledes som regel med at hanen gør haneben ved at spankulere udstrakt om hvorefter hønen gør sin ryg flad og går ned i knæ (bøjer ned i anklerne). Hanen springer op på hønens ryg og tager fat i hendes nakkefjer for at holde balancen – høns har ingen ydre kønsorganer, så det kræver samarbejde at få de to gatåbninger til at mødes. Efter parringen ryster hønen fjerdragten på plads.
Eventuelle underordnede haner vil også forsøge at snige sig til at parre hønsene. Hvis det lykkes uden at førerhanen griber ind, vil det ofte være med lavere rangerende høner.
Junglehøns lægger cirka et dusin æg om året, mens tamhøns kan lægge så meget som op til 315 æg om året. Æggene lægges dagligt i serier med en eller flere dages pause imellem. Æggene kan være brune, hvide, kakigrønlige eller blå – det afhænger af racen. Den enkelte høne lægger altid næsten samme farve æg. Æggefarven har for det meste ikke noget med fjerfarven at gøre. Men hos brune, hvide og laksefarvede høns, bliver ægget næsten altid den farve hønen er.
