Spættet sæl (Phoca vitulina) er en ægte sæl, vidt udbredt langs kysterne i de tempererede og arktiske farvande på den nordlige halvkugle. I Atlanterhavet findes den i Nordvesteuropa, Østersøen, Svalbard, Island, Grønland og langs den Nordamerikanske østkyst. I Stillehavet findes den fra Den Californiske Halvø langs Vestkysten over Canada, Alaska og Aleuterne til Kamtjatka, Korea og nordlige Japan (Hokkaido og har dermed en de sæler, der er udbredt over det største område.Det er den mest almindelige sæl i de danske farvande. Med undtagelse af Lillebælt og Det Sydfynske Øhav findes spættet sæl almindeligt forekommende i hele Danmark. De vigtigste yngle- og hvilepladser findes i Vadehavet, vestlige Limfjord, Læsø, Anholt, Hesselø, farvandet omkring Samsø, Avnø Fjord og Rødsand ved Gedser.
Spættede sæler er op til 1.8 m lange og kan veje op til 130 kg. Hannerne er en smule større end hunnerne, men det er ikke muligt at kønsbestemme et dyr på afstand med mindre der er tale om en hun med unge eller en meget stor han. Pelsen er som hos alle andre ægte sæler kort og har ingen betydning for evnen til at holde på varmen, hvilket et centimetertykt spæklag sørger for. Pelsen er lys grå eller brun, med store geografiske forskelle i farve og mønster, der som oftest består af mange uregelmæssige sorte eller mørke pletter. Pletterne er aldrig ringformede, som hos ringsæl. Spættet sæl kan kendes fra gråsæl på sin mindre størrelse og mindre, spidsere snude og tætsiddende ovale næsebor, der næsten rører hinanden for neden (V-form), hvor gråsælen har aflange, næsten parallelle næsebor. Unge gråsæler kan være meget vanskelige at skelne fra spættede sæl på afstand. Som alle andre ægte sæler har spættet sæl ingen ydre ører. Øret ses i stedet som et hul på siden af hovedet.
Spættet sæl er den mest almindelige sæl i Europa. Hovedudbredelsen er omkring Nordsøen og rundt om de Britiske øer og Irland. To meget væsentlige lokaliteter er Vadehavet og the Wash på Englands østkyst. De sydligste forekomster er Atlanterhavskysten i Frankrig. Mod nord findes den helt til Svalbard og mod øst findes en lille isoleret bestand i Kalmarsund.
Globalt set er status god og er kategoriseret som ikke truet af IUCN. Den globale bestand skønnes at være 5-6 millioner dyr. Lokalt og regionalt er der store forskelle mellem området og lokalt kan bestandene være under pres. Det gælder f.eks. Østersøen, Hokkaido i Japan og ikke mindst Grønland hvor den tidlige var efterstræbt ved fangst. Andre områder, som f.eks. Vadehavet, er bestanden i stabil vækst.
