Hvalros
1 arter
Hvalrossen (Odobenus rosmarus) er et havpattedyr der tilhører underordenen Pinnipedia (sæler), og lever i spredte områder omkring Nordpolen i Ishavet og i subarktiske have på den nordlige halvkugle. Hvalrossen er den eneste nulevende art i familien Odobenidae og slægt Odobenus. Arten kan opdeles i underarterne atlantisk hvalros (O. r. rosmarus) som lever i Atlanterhavet, stillehavshvalros (O. r. divergens) som lever i Stillehavet og O. r. laptevi, som lever i Laptevhavet i Ishavet.
Voksne hvalrosser kan kendes på deres stødtænder, knurhår og størrelse. Voksne hanner i Stillehavet kan veje mere end 2.000 kg, og blandt sæler er dette kun overgået af Søelefanter. Hvalrosser lever hovedsageligt på lavt vand over kontinentalsoklen, hvor de bruger store dele af deres liv i forbindelse med havisen og hvor de leder efter føde i form af bundlevende muslinger. Hvalrosser kan leve relativt længe, og de er sociale dyr. De bliver betragtet som nøgleart i de arktiske havområder.
Hvalrossen spiller ofte en vigtig rolle i mange indfødte arktiske kulturer, der jagter hvalrossen for dens kød, fedt, skind, stødtænder og knogler. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev hvalrosser jagtet og dræbt i stort omfang for deres spæk, hvalroselfenben og kød. Populationen af hvalrosser faldt drastisk i hele det arktiske område. Siden da er bestanden gået noget op, selvom populationerne i Atlanterhavet og Laptevhavet stadig er spredte og langt mindre end inden mennesket begyndte at jage dem.
Størstedelen af stillehavshvalros-bestanden bruger sommeren nord for Beringstrædet i Tjuktjerhavet ved Ishavet langs Østsibiriens nordkyst, omkring Wrangeløen i Beauforthavet langs Alaskas nordkyst og ned mod syd til Unimak Island, og i havet mellem disse steder. Der befinder sig også mindre grupper af hanner i Anadyrbugten ved Tjuktjerhalvøen, og i Bristol Bay vest for Alaskahalvøen. I foråret og efteråret samles hvalrosser i hele Beringstrædet, hvor de opholder sig fra Alaskas vestkyst til Anadyrbugten. De overvintrer i Beringhavet langs Sibiriens østkyst og mod syd til Kamtjatka og hele vejen over til Alaskas sydkyst. Et hvalrosfossil der var 28.000 år gammelt blev opgravet på bunden af San Francisco Bay, hvilket indikerer at stillehavshvalrossen har levet meget længere sydpå under sidste istid. Der findes omkring 200.000 stillehavshvalrosser ifølge den seneste estimering fra 1990.
Populationen af atlanterhavshvalrosser er langt mindre, og de lever fra Canada til Grønland og Svalbard og den vestlige del at det arktiske Rusland. Der findes 8 hypotetiske underpopulationer af hvalrosser, der hovedsageligt er baseret på deres geografiske udbredelse og bevægelsesmønster: fem grupper vest for Grønland og tre grupper øst for Grønland. Atlanterhavshvalrossen levede tidligere helt ned til Sable Island, Nova Scotia, og så sent som i 1700-tallet kunne man finde store bestande i Saint Lawrence-bugten og de omkringliggende områder, med kolonier på helt op mod 7.000 til 8.000 individer. Denne bestand blev næsten fuldstændigt udryddet af mennesker som jagtede dem. Det nuværende antal er vanskeligt at estimere, men det er sandsynligvis under 20.000. I april 2006 bekendtgjorde den canadiske Species at Risk Act at bestanden i det nordvestligste Atlanterhav ved Quebec, New Brunswick, Nova Scotia, Newfoundland and Labrador var blevet udryddet i Canada.
Den isolerede bestand i Laptevhavet er afskåret fra omverdenen hele året, og er begrænset til de vestlige dele af Laptevhavet, den østligste del af Karahavet og den vestligste del af Det Østsibiriske Hav. Den nuværende bestand af disse hvalrosser er blevet estimeret til mellem 5.000 og 10.000 individer.
Hvalrossens begrænsede dykker-evner gør at de afhænger af relativt lavt vand, eller nærliggende isflager, for at de kan finde føde.
Hvalrossen (Odobenus rosmarus) er et havpattedyr der tilhører underordenen Pinnipedia (sæler), og lever i spredte områder omkring Nordpolen i Ishavet og i subarktiske have på den nordlige halvkugle. Hvalrossen er den eneste nulevende art i familien Odobenidae og slægt Odobenus. Arten kan opdeles i underarterne atlantisk hvalros (O. r. rosmarus) som lever i Atlanterhavet, stillehavshvalros (O. r. divergens) som lever i Stillehavet og O. r. laptevi, som lever i Laptevhavet i Ishavet.
Voksne hvalrosser kan kendes på deres stødtænder, knurhår og størrelse. Voksne hanner i Stillehavet kan veje mere end 2.000 kg, og blandt sæler er dette kun overgået af Søelefanter. Hvalrosser lever hovedsageligt på lavt vand over kontinentalsoklen, hvor de bruger store dele af deres liv i forbindelse med havisen og hvor de leder efter føde i form af bundlevende muslinger. Hvalrosser kan leve relativt længe, og de er sociale dyr. De bliver betragtet som nøgleart i de arktiske havområder.
Hvalrossen spiller ofte en vigtig rolle i mange indfødte arktiske kulturer, der jagter hvalrossen for dens kød, fedt, skind, stødtænder og knogler. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev hvalrosser jagtet og dræbt i stort omfang for deres spæk, hvalroselfenben og kød. Populationen af hvalrosser faldt drastisk i hele det arktiske område. Siden da er bestanden gået noget op, selvom populationerne i Atlanterhavet og Laptevhavet stadig er spredte og langt mindre end inden mennesket begyndte at jage dem.
Størstedelen af stillehavshvalros-bestanden bruger sommeren nord for Beringstrædet i Tjuktjerhavet ved Ishavet langs Østsibiriens nordkyst, omkring Wrangeløen i Beauforthavet langs Alaskas nordkyst og ned mod syd til Unimak Island, og i havet mellem disse steder. Der befinder sig også mindre grupper af hanner i Anadyrbugten ved Tjuktjerhalvøen, og i Bristol Bay vest for Alaskahalvøen. I foråret og efteråret samles hvalrosser i hele Beringstrædet, hvor de opholder sig fra Alaskas vestkyst til Anadyrbugten. De overvintrer i Beringhavet langs Sibiriens østkyst og mod syd til Kamtjatka og hele vejen over til Alaskas sydkyst. Et hvalrosfossil der var 28.000 år gammelt blev opgravet på bunden af San Francisco Bay, hvilket indikerer at stillehavshvalrossen har levet meget længere sydpå under sidste istid. Der findes omkring 200.000 stillehavshvalrosser ifølge den seneste estimering fra 1990.
Populationen af atlanterhavshvalrosser er langt mindre, og de lever fra Canada til Grønland og Svalbard og den vestlige del at det arktiske Rusland. Der findes 8 hypotetiske underpopulationer af hvalrosser, der hovedsageligt er baseret på deres geografiske udbredelse og bevægelsesmønster: fem grupper vest for Grønland og tre grupper øst for Grønland. Atlanterhavshvalrossen levede tidligere helt ned til Sable Island, Nova Scotia, og så sent som i 1700-tallet kunne man finde store bestande i Saint Lawrence-bugten og de omkringliggende områder, med kolonier på helt op mod 7.000 til 8.000 individer. Denne bestand blev næsten fuldstændigt udryddet af mennesker som jagtede dem. Det nuværende antal er vanskeligt at estimere, men det er sandsynligvis under 20.000. I april 2006 bekendtgjorde den canadiske Species at Risk Act at bestanden i det nordvestligste Atlanterhav ved Quebec, New Brunswick, Nova Scotia, Newfoundland and Labrador var blevet udryddet i Canada.
Den isolerede bestand i Laptevhavet er afskåret fra omverdenen hele året, og er begrænset til de vestlige dele af Laptevhavet, den østligste del af Karahavet og den vestligste del af Det Østsibiriske Hav. Den nuværende bestand af disse hvalrosser er blevet estimeret til mellem 5.000 og 10.000 individer.
Hvalrossens begrænsede dykker-evner gør at de afhænger af relativt lavt vand, eller nærliggende isflager, for at de kan finde føde.
