Isbjørnen
Isbjørnen (latin: Ursus maritimus) er en stor gullighvid bjørn. Den kan blive cirka 2,8 meter lang og veje op til 700 kg, hvilket gør den til den største bjørneart. Isbjørnen lever af sæler, fisk, sneharer, polarræve, lemminger, søfugle, unge hvalrosser, hvidhvaler, ja faktisk en hvilken som helst kilde til kød – også ådsler og menneskers efterladte affald, hvilket gør den til en potentielt temmelig farlig nabo i arktiske samfund, f.eks. på Svalbard.
Isbjørnenes pels isolerer godt. Den består af et lag underuld og et lag dækhår. Selvom isbjørnens pels ser ud til at være hvid, er hårene gennemsigtige og selve huden er mørk – næsten sort, så den optager varmen ekstra godt. Dette system er så effektivt, at der kan være en temperaturforskel på 69 grader mellem isbjørnens skind og omgivelserne. Forskere har forsøgt at filme isbjørne med infrarødt kamera, men på grund af dyrets effektive konservering af og optag af varme var der på den fremkaldte film ingen spor af dyrene.
Isbjørnen har cirkumpolar udbredelse, mere specifikt har den udbredelsesområde langs kysterne i det arktiske område. Inden for dens udbredelsesområde forekommer flere, mere eller mindre adskilte underbestande. I Grønland forekommer isbjørnen i både Øst- og Vestgrønland. På Vestkysten lever isbjørnene især i de områder, hvor drivisen lægger sig tæt op ad kysten, det vil sige nord for og omkring Sisimiut. I Sydvestgrønland forekommer der imidlertid også isbjørne, der bringes til området med drivisen fra Østgrønland. Isbjørnene forekommer langs hele Østgrønlands kyststrækning. I store dele af året findes isbjørnen også på drivisen mellem henholdsvis Vestgrønland og det østlige Canada samt mellem Østgrønland og Svalbard.
Som fangstmetode bruger bjørnen sine store kløer og hjørnetænder, sin fantastiske lugtesans og ikke mindst sin evne til at ville undersøge og udforske, som ofte bringer den på kollisionskurs med menneskets samfund, men som også holder den i live, når føden er knap, og fantasi må til. Isbjørnen er større og længere end de øvrige bjørne, med længere hals og smallere hoved. Dens tænder er ekstremt godt tilpasset livet som kødæder. Hjørnetænderne er noget større end andre bjørnes og dens kindtænder er skarpere og mere takkede. Dette skyldes at isbjørnen næsten udelukkende lever af kød, mens andre bjørne også spiser planteføde. f.eks. bær og græsser.
Ud over parringstiden og opfostringen af ungerne lever isbjørnen mest alene. Den er aktiv både om dagen og om natten. Isbjørnen er en god svømmer, men kan også bevæge sig hurtigt til fods – den kan opnå en hastighed på 55 kilometer i timen.
I Danmark kan der ses isbjørne i Københavns zoologiske have (Den Arktiske Ring), Skandinavisk Dyrepark og i Aalborg zoologiske have.
Isbjørne bliver kønsmodne efter 3-4 år og parrer sig i marts-maj. De parrer sig kun hvert 3. år. Hunnen er drægtig i 7-8 måneder og føder som regel to unger. Drægtige hunner tilbringer vinteren i selvgravede ynglehuler i sneen. Ungerne er meget små ved fødslen og blinde de første 28-30 dage. Ungerne dier 1-2 år og klarer sig selv efter 2-3 år.
