Rådyret
Rådyret (latin: Capreolus capreolus), Europas mindste hjorteart, er almindelig i det meste af Europa og Lilleasien, også i Danmark, hvor man har fundet rådyrknogler helt tilbage fra for 8.000 år siden.
Braklægning og skovrejsning har givet råvildtet bedre leveforhold, og det anslås, at der er op imod en halv million rådyr i Danmark i dag. På grund af den større bestand er jagtudbyttet også steget til omkring 100.000 stykker råvildt årligt, uden at bestanden falder.
Rådyret trives alle steder med gode græsningsmuligheder og mulighed for skjul i form af småskove og krat og er dermed meget tilpasningsdygtigt, selv til vores kulturlandskab i Danmark. At rævebestanden de senere år har været plaget af skab har sikkert medvirket til rådyrets fremgang, da rævene normalt tager omkring 60 % af rålammene i en sæson. Kun på enkelte øer findes rådyret ikke. Andre steder – f.eks. på Bornholm – er en bestand blevet genopbygget ved udsætning, efter den blev udryddet på grund af rovdrift. Parringssæsonen er i juli-august. Hannen kaldes en buk og hunnen, råen, bliver kønsmodne omkring etårsalderen. I det fri kan et rådyr nå en alder på 10-12 år, mens det i fangenskab kan blive op til 17 år gammelt.
Rådyret har en kropslængde på 0,9-1,3 meter og en vægt på omkring 20-30 kilo. Skulderhøjden er 60-90 centimeter. Halen er meget kort, blot 2,5-3,5 centimeter. Pelsen er rødbrun i sommertiden, men gråner frem mod vinteren. Halepartiet er hvidt og kaldes ”spejlet”. Hannen (bukken) har et lille forgrenet gevir kaldet en opsats med op til seks ender. Opsatsen falder af hvert år i november, hvorefter en ny gror ud i løbet af vinteren.
Den nye opsats er omgivet af et blodfyldt lag lodden hud, der forsyner opsatsen med næring under væksten. Hudlaget kaldes ”basten”. I foråret, når opsatsen er udvokset og forbenet, svinder blodkarrene ind, og der dannes et væskelag under huden, så basten kommer til at sidde løs. Når dette sker, medfører det kløe, og bukken gnubber derfor opsatsen mod træer og buske, hvilket får laget til at skrælle af. Det går hårdt ud over træerne, da bark og smågrene rives af i denne proces og er et tydeligt spor efter bukken i skoven. Adfærden kaldes, at bukken ”fejer” geviret. Bukken æder den afgnubbede hud. Opsatsen er helt hvid lige efter fejningen, men bliver hurtigt mørkere.
Rådyret er mest aktivt omkring solopgang og solnedgang, men hvis det ikke forstyrres, er det også gerne aktivt om dagen. Små flokke af rådyr – kaldet spring – ses ofte græssende om dagen i kort afstand fra veje og bebyggelse.
Når rådyret vil hvile, skraber det sig et leje, hvor kviste, blade og anden vegetation fjernes, så dyret ligger på den bare jord. Et sådant leje vidner længe om rådyrets besøg.
Når rådyrene bevæger sig omkring i territoriet, følger de et helt bestemt netværk af stier. De ses som små nedtrampede stier i landskabet og kaldes for ”veksler”. Vekslerne følger altid den nemmeste vej igennem et landskab ved at sno sig omkring bakker, sten og faldne træstammer. Flere andre dyrearter anvender rådyrenes veksler, der er markeret med duftspor.
Jages rådyret, afsætter det er skræk-duftstof fra en kirtel, der udmunder foroven mellem klovene. Dette duftstof advarer andre rådyr, der møder dette duftspor i op til flere dage efter. En flok rådyr på flugt ses tydeligt, da de alle løfter den lille hale og viser det tydelige hvide spejl frem. Det gør det nemmere for det enkelte individ at følge flokken, så de forbliver samlet, selv under en panikagtig flugt.
Råbukken ”fejer” hele sommeren, selvom basten på opsatsen fjernes i løbet af få timers fejning. Dette skyldes, at fejningen efterlader tydelige mærker på træer og buske og på den måde fungerer som territorieafmærkning. Den forlængede fejning benævnes derfor territoriefejning. Ved roden af opsatsen sidder en duftkirtel, som afsætter duftmarkeringer, når bukken udviser denne territoriehævdende adfærd. I brunsttiden kan bukken i ophidselse over en påtrængende rival stange og slå opsatsen mod buske og træer. Råbukkens fejning og stangning kan være temmelig voldsom, og man mener, der er tale om en overspringshandling, som bukken foretager for at komme af med et overskud af aggressioner.
I parringstiden kan man være heldig at finde såkaldte hekseringe lavet af rådyr. Det er nedtrampet bevoksning og spor efter rådyrenes parringsleg, hvor råen bevæger sig i ring, fulgt af bukken, gerne rundt om en busk eller en sten.
Dyrene følges om vinteren i store flokke, kaldet "spring" med op til 20 dyr. I foråret, hvor bukkene begynder at opretholde deres territorier, splittes de store grupper op i mindre.
Rådyret er en drøvtygger, det veksler mellem at gå og søge føde og at ligge skjult i vegetationen og tygge drøv. Rådyret æder en meget varieret kost af mere end 1.000 forskellige plantearter i dens udbredelsesområde. Omkring 54 % af føden består af urtelignende planter, mens omkring 25 % udgøres af blade og grene fra buske og træer. Den er meget selektiv og æder sjældent det meget fiberholdige græs, men foretrækker, hvis muligt, at nippe de mest energiholdige og vandrige dele af urter og løvtræer. Rådyrets mave er forholdsvis lille, og energiniveauet og fordøjelsen er generelt høj, så dyret må æde ofte, gerne 5-11 måltider i døgnet. Rådyr æder gerne urter, løv, skud, kno-pper og korn, men kan også finde på at skrælle barken af træer eller æde bær og svampe. Derimod undgår rådyret det meste af ranunkelfamilien, en del grovere græsser og en del krydderurter som f.eks. malurt. Rådyret lever udmærket side om side med udprægede græsædere som dådyr og kronhjort, da de ikke konkurrerer om føden. Som mennesket kan rådyret ikke selv danne c-vitamin, men vitaminet må tilføres gennem kosten.
Vintertiden er barsk for rådyret. Da det er en forholdsvis lille hjorteart, har den brug for energirig føde for at opretholde sit aktivitetsniveau. Vinterens fødeudbud giver ikke den energi dyret normalt har behov for. Rådyret er derfor på en række områder særligt tilpasset vinterens knappe fødeudvalg. Rent adfærdsmæssigt nedsætter rådyret sin aktivitet fra op mod 13 timers aktivitet om sommeren til omkring 8-10 timers aktivitet om vinteren. I de koldeste perioder tilbringer dyret meget tid med at ligge stille i skjul for at spare energi. Den føde, dyret kan finde, giver ikke engang den energi tilbage, som rådyret ville skulle bruge på at finde føden, så det er energimæssigt fornuftigt at bevæge sig så lidt som muligt og i stedet tære på sommerens fedtressourcer. Da rådyrets føde skal være så energirig, er det ikke ualmindeligt at finde rådyr om vinteren, der er døde af sult, selvom de har maven fyldt med mad.
Perioderne med drøvtygning er også forlænget om vinteren, da den mere fiberholdige føde, der er tilgængelig i den kolde tid, kræver længere forarbejdning. En drøvtyggerperiode om vinteren kan strække sig op til halvanden time, mens den om sommeren typisk varer omkring trekvart time. Ud over adfærdsmæssige tilpasninger sker der også fysiologiske tilpasninger til vinterens fødeknaphed. Rådyrets stofskifte falder, vommens volumen bliver mindre, og den opsugende overflade mindskes. Råens forlængede drægtighed sparer på dens ressourcer om vinteren, hvor føden er knap. De vintergrønne marker har i de senere år gjort vintrene en smule lettere at overleve for rådyrene.
Rådyret mangler fortænderne i overkæben. Tænderne er erstattet af en forhornet plade, som undermundens tænder passer op i. Når rådyret bider skud og kno-pper af, bliver biddet derfor flosset i kanten. Om vinteren, når der ligger sne, kan man tydeligt se særlige ædepladser, hvor rådyrene har skrabet sneen væk for at komme til vegetationen nedenunder. Rådyrets specialiserede fødevalg gør den til et skadedyr i de tidlige stadier i en skovs udvikling, hvor de ofte skambider unge træer.
