Almindelig stork
Hvid stork (latin: Ciconia ciconia) eller almindelig stork er en fugl i familien af storke, der er udbredt i dele af Europa, Afrika og Asien. I Danmark var storken tidligere en almindelig ynglefugl, men er nu meget sjælden, med otte ynglepar i 2022. Den er regnet som kritisk truet på den danske rødliste 2019 (ikke truet globalt).
Dens længde er 95-110 cm og den har et vingefang på 183-217 cm langt. Den kan leve i op til 25 år.
Storkens kendetegn er dens sort-hvide fjerdragt og det store, røde næb og de lange, røde ben. Den har en længde på 95-110 cm og et vingespænd på 183-217 cm. Der er ingen umiddelbar forskel i udseendet på kønnene, men hannen er gerne lidt større end hunnen. Fjerdragten er overvejende hvid med undtagelse af de sorte svingfjer og skulderfjer. De unge fugle har mørk næbspids.
Fuglene har ingen decideret sang, men de klaprer derimod med deres næb. Dette sker oftest, når parret mødes ved deres rede.
Den hvide stork yngler i Europa, nordlige Afrika og vestlige Asien. Hovedparten af populationen er trækfugle, som typisk overvintrer i de tropiske områder af sydlige Afrika, Iran og Indien. Under trækket passerer de Middelhavet primært via Gibraltarstrædet og Suez-kanalen, samt de tilstødende områder. Regionalt er den forsvundet som ynglende fugl i Storbritannien, samt i Heilongjiang i Kina.
Arten deles op i to underarter:
Historisk har Manchurerstorken (Ciconia boyciana) til tider været anset som en underart til den hvide stork, eksempelvis af Mayr & Cottrell 1979.
Verdensbestanden af den hvide stork er steget i de senere år, specielt i Europa. Efter Berlinmurens fald er større områder blevet braklagt, hvilket har givet storkene bedre livsbetingelser. I Polen steg bestanden fra omkring 30.000 par i 1984 til 40.900 par i 1994; og i Tyskland fra 3.371 par i 1984 til 4.063 par i 1994. Også i Spanien er tallet gået op.
I Libanon er krybskytteri udbredt, herunder massedrab på storke. Mens man i Polen har ønsket at sætte en stork ind i landets nationalvåben i stedet for den traditionelle ørn – som et symbol for demokratiet, der blev indført i Polen samtidig med, at landets storkebestand oplevede en fornyelse – praler libanesiske krybskytter af, hvor mange storke, de har nedlagt.
Inden trækket sydpå begynder, samler storkene sig i flokke, som kan være temmelig store. Under trækket udnytter fuglene varme, opadgående vinde (termik) til at svæveflyve og på den måde spare energi. Fordi der ikke er termik over vand, undgår de i stor udstrækning at passere større vandområder. Af samme årsag benytter de den kortest mulige rute over Middelhavet, nemlig den vestlige passage over Gibraltarstrædet eller den østlige passage over Suez-kanalen.
Storke kan opnå en alder af op til 39 år. De bygger reder i træer, på bygninger, høje pæle og master. I Danmark har rederne i nutiden overvejende været anbragt på pæle eller bygninger, hvor man har sat et gammelt vognhjul eller et andet underlag op for at tiltrække storkene. De foretrækker fugtige og vandrige områder. De fleste storke lever i livslange par, som dannes, når individerne er 3-4 år gamle. Sammen bygger parret reden, som ikke sjældent ligger i nærheden af mennesker.
Storkene parrer sig i april-maj, kort tid efter ankomsten til ynglepladsen. De bygger en platformslignende rede på tage, skorstene eller på stynede træer. Disse reder vender parret gerne tilbage til. Hunnen lægger sædvanligvis fire æg, men der kendes til eksempler på kuld på op til syv æg. Parret udruger i fællesskab æggene i løbet af cirka 29-34 døgn. Begge forældrefugle passer ungerne, som bliver flyvefærdige 58-64 dage efter udklækningen. Forældrene gylper føden op til ungerne, som ofte må kæmpe om den. De ældste og dermed største unger vinder kampen. Ungernes overlevelse er i fare i regn og kulde og i perioder med mangel på føde.
