Musvitten
Musvitten (latin: Parus major) er en spurvefugl i mejsefamilien og en meget almindelig ynglestandfugl og ynglestrejffugl i Danmark, både i skov og by. Den regnes for at være Danmarks femtemest almindelige fugl og er også almindelig som træk- og vintergæst fra Skandinavien, Finland og Baltikum. Musvitten er i øvrigt udbredt i hele Europa, Mellemøsten, nordlige og centrale Asien og dele af Nordafrika.
Tidligere blev en række underarter anset for at høre til musvit-arten, men nylige DNA-undersøgelser har vist, at disse andre underarter er anderledes end musvitten, og siden 2005 er der fastsat to andre arter, hvortil disse underarter hører: Grå musvit, der er udbredt i det sydlige Asien, og lille musvit, der findes i det østlige Rusland, Japan og andre dele af det østlige Asien. Musvitten er dog klart den talmæssigt mest udbredte art i Parus-slægten.
Musvitten er en karakteristisk fugl med sit sorte hoved og sin sorte nakke med fremtrædende lyse pletter på kinderne og olivenfarvede overside og gul underside med visse variationer blandt underarterne. Den er primært insektæder i sommerperioden, men æder mange former for føde på andre tidspunkter af året herunder også små flagermus i dvale. Som andre mejse-arter bygger den rede i hulninger typisk i et hul i et træ. Hunnen lægger omkring 12 æg og udruger dem selv, mens ungerne plejes af begge forældre i fællesskab. Mange gange får et par to kuld om året. Rederne kan blive angrebet af spætte, egern og væsel samt af lopper, mens de voksne fugle efterstræbes af spurvehøg. Musvitten har i stor udstrækning tilpasset sig menneskets forandringer af naturen og er almindeligt forekommende i bymæssige omgivelser som parker og haver.
Musvitten er den største af de danske mejser. Den er med en længde på 12,5-14 centimeter lidt mindre end en gråspurv. Musvitten har stærke og klare farver. Den mest udbredte underart, P.m. major, har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort ligesom striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Ungfugle ligner hunnerne, men har bleg olivenbrun nakke og hals, grålig gump og mere grå hale med mindre tydelige hvide spidser. Næbbet er kort og spidst.
Der er nogle variationer blandt underarterne. P.m. newtoni ligner meget major-underarten, men har et lidt længere næb, lidt dybere grøn overside, mindre hvid halespids, og dens halsstribe er bredere på bugen. P.m. corsus ligner også major, men har blegere overside, mindre hvid halespids og mere gullig på brystet. P.m. mallorcae ligner også major, men har et større næb og mere grålig-blå overside og lidt blegere underside på halen. P.m. ecki er som P.m. mallorcae bortset fra en mere blålig overside og mere bleg underside. P.m. excelsus ligner major, men har en meget klarere grøn ryg, lysegul underside og ingen (eller meget lidt) hvid halespids. P.m. aphrodite har en mørkere, mere olivengrå, ryg, og dens underside er mere gul over mod en bleg cremefarve. P.m. niethammeri afviger fra aphrodite ved at have en mere bleg og mindre grønlig ryg, og dens underside er bleggul. P.m. terrasanctae ligner de to forrige underarter, men med en lidt blegere overside. P.m. blandfordi ligner major, men har mere grålig overside og skulderparti. P.m. karelini ligger et sted mellem major og blandfordi, men mangler den hvide halespids. Fjerdragten på P.m. bokharensis er noget mere grålig med en bleg cremefarvet over mod en udvasket grålig underside. Den har en større hvid plet på kinden, grå hale, vinger, ryg og hals. Den er også lidt mindre end major med et mindre næb, men længere hale. Det samme gør sig gældende for de to øvrige Turkmenistan-underarter. P.m. turkestanicus ligner bokharensis, men har et større næb og mere mørk underside. P.m. ferghanensis adskiller sig fra bokharensis ved et mindre næb, mørkere grå på siderne og mere gullig bryst hos ungfuglene.
Farven på hannens brystparti har vist sig at relatere til spermproduktionen og er en måde for hannen at vise sin evne til at reproducere over for hunnen. Større tilstedeværelse af karotenoid øger intensiteten af den gule farve på brystet og gør det samtidig lettere for spermen at modstå angreb fra frie radikaler. Karotenoid kan ikke syntetiseres af fuglen, men skal optages gennem føden. Derfor betyder en klar farve, at hannen er god til at finde føde. Bredden af hannens bugstribe, som varierer fra individ til individ, er ligeledes med til at sende et positivt signal, så hunnerne er mere tilbøjelige til at vælge hanner med brede striber.
Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som de opsnapper i vegetationen. De æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus (Hemiptera), myrer, fluer (Diptera), vårfluer, biller, skorpionfluer, mejere, bier, hvepse, snegle og bænkebidere. I perioden, hvor ynglen plejes, foretrækker musvitterne at give deres afkom proteinrige dyr som larver. En undersøgelse publiceret i 2007, viste, at musvitten hjælper med til at begrænse skaderne fra larver i æbleplantager med op imod 50 %. Ungfuglene får også i løbet af deres udvikling mange edderkopper af ernæringsmæssige årsager. I efteråret og om vinteren, hvor det er sværere at finde insekter, supplerer musvitten sin føde med frø og bær. Disse stammer hovedsageligt fra løvfældende træer og buske og omfatter blandt andet frø fra birk og hasselkerner. Hvor det er muligt, tager de gerne brødrester, solsikkefrø eller jordnødder, gerne blandet ind i fedt. I meget strenge vintre kan de æde op imod 44 % af deres kropsvægt i solsikkefrø. De fouragerer ofte på jorden, især i år med stor oldenforekomst, og musvitten vil i lighed med andre mejser fouragere sammen med andre fuglearter.
Større fødeemner, som store kerner eller insekter, håndteres ved at holde fast i emnerne med en eller begge fødder og derpå banke løs på dem med næbbet, til de er klar til at æde. På denne måde kan musvitten komme ind til kernen på en hasselnød på cirka 20 minutter. Når de voksne fugle finder insekter til ungerne, vil de ofte banke hovederne af byttet for at gøre det lettere for ungerne at æde dem. Ligeledes vil de fjerne bagpartiet fra larver, så de tanniner, der findes der, ikke vil forsinke ungernes vækst.
Musvitten kombinerer sin alsidige føde med en betydelig mængde intelligens og evne til at løse problemer ved ræsonnement frem for ved "trial-and-error". I England har man oplevet musvitter, der lærte sig at fjerne folien på mælkeflasker afleveret ved huse for at tage fløden øverst heri. Denne adfærd, som første gang blev observeret i 1921, spredte sig hastigt over de følgende to årtier. I 2009 blev der meldt om musvitter, der dræbte og åd små flagermus (Pipistrellus). Det er første gang, at sangfugle er observeret at have jaget flagermus. Musvitterne gør dog kun dette om vinteren, når flagermusene er i hi, og der er mangel på anden føde. Der er også rapporteret om musvitter, der anvender værktøj i form af nåle fra nåletræer. Holdt fast i næbbet har fuglene kunnet anvend nålene til at vriste larver ud fra huller i træer. Fra 2013 findes en observation af enkelte musvitter, der angreb, dræbt og til en vis grad åd andre småfugle ved vintertide ved fodersteder i Finland.
Musvitten er huleruger, det vil sige, at den til sin rede er afhængig af huller i gamle træer eller redekasser opsat af mennesker. Den kan også benytte murhuller, nedløbsrør, postkasser eller urtepotter. Redematerialet kan bestå af mos, hår, uld eller fjer.
Musvitparret leder efter egnet bolig allerede i januar-februar måned. Fuglen yngler 1-2 gange i perioden april til juli.
Musvitten truer andre fugle ved at strække hals og næb opad, så det gule bryst med den sorte stribe kommer til at virke truende på fjenden. Samtidig bevæger den hovedet, så de hvide kinder kommer til at ligne truende store "øjne".
Spurvehøgen udgør en af musvittens fjender.
Mange af de fugle, der yngler i huller, har svært ved at finde egnede steder at yngle. Det skyldes især, at mange skove drives meget intensivt. Gamle og syge træer fældes og fjernes og dermed forsvinder de naturlige huller og sprækker, som unge træer og buske mangler.
Man kan afhjælpe fuglenes "bolignød" ved at købe eller bygge en redekasse efter følgende dimensioner.
Redekassen ophænges bedst om efteråret, således at musvitten kan vænne sig til kassen inden foråret, hvor parringen foregår. Desuden kan kassen anvendes til overnatning om vinteren. For at undgå direkte sol samt slagregn fra vest hænges kassen bedst med flyvehullet vendt mod nord eller øst. Efter ynglesæsonen renses kassen iført handsker.
